“Min drøm var at forsvinde i bjergene”


”Min drøm var at leve som nomade i Afghanistan, forsvinde i bjergene og aldrig vende tilbage til Belgien”. Ordene kommer fra den belgiske opdagelsesrejsende Jean Bourgeois, som han sidder på det nybyggede Moesgård Museum og kigger drømmende ud af vinduet.

Han har doneret alle sine billeder og filmoptagelser fra Afghanistan til museets Etnografiske Samlinger, og er nu, i 2013, i Danmark for at skrive tekster til de mange billeder.

Materialet vidner om hans livslange fascination af de afghanske nomader – men faktisk var det i første omgang en helt anden fascination, der lokkede ham til Afghanistan.

Jean Bourgeois i parken ved Moesgård Museum. Foto: Hanne Christensen, 2013

Jean Bourgeois i parken ved Moesgaard Museum. Foto: Hanne Christensen, 2013

Fra bjerg til karavane

Jean Bourgeois er nemlig også bjergbestiger, og i 1966 tog han med på en ekspedition til Afghanistan for at bestige landets højeste bjerg, Nosiak, på 7492 meter.

Det blev en dramatisk tur, hvor flere deltagere mistede livet. På mirakuløs vis overlevede Jean selv en lavine, og på trods af et brækket ben lykkedes det ham at komme ned af bjerget i live.

Vel nede så han en nomadekaravane på vej. Et syn, der gjorde så stort indtryk på ham at han besluttede, at han ville vende tilbage til Afghanistan og leve med disse nomader.

To år efter gjorde han drømmen til virkelighed, da han vendte tilbage sammen med sin kone Daniella og tog på vandring med nomaderne.

Et hårdt liv

Men skønt Jean fra starten havde en romantisk forestilling om livet som nomade, så viste de barske realiteter sig hurtigt:

”Hvis de bliver syge er det slut“, forklarer han i dag. “Der er ikke nogen hospitaler eller klinikker. De bliver begravet, hvor de dør, og karavanen fortsætter. Det er kun de stærkeste, der overlever, og hvert andet barn dør indenfor de første leveår”.

Så selv om Jean og Daniella havde forberedt sig grundigt til deres nye liv, opstod der hurtigt problemer:

”Måned efter måned fandt vi ud af, at vi ikke var stærke nok til at leve som nomader. Vi blev syge og måtte tage tilbage til Belgien efter 5 måneder for at få behandling. Men da vi blev raske, vendte vi tilbage til nomaderne”, fortæller Jean.

Jean i Afghanistan. Foto: Daniella Bourgeois, 1968

Jean i Afghanistan. Foto: Daniella Bourgeois, 1968

Respekt eller døden

Men det var ikke kun helbredet, der truede parrets liv og levned. Få dage efter de havde mødt nomaderne, kom en bevæbnet gruppe hen til deres telt.

Eventyret kunne være sluttet der – men Jean bevarede roen.

Han kiggede på mændene og sagde roligt: ”Hvis I dræber os, har vi ikke flere problemer”. Så tog han sin 9 mm pistol frem, som han altid havde på sig, pegede på dem og fortsatte: ”Men én af jer kommer med os i døden”.

Det viste sig at være det helt rigtige at gøre i situationen. Ved at vise mod og handlekraft vandt Jean nomadernes respekt, og de endte med at blive gode venner.

Han forklarer i dag, at nomaderne er meget stolte mennesker, og respekt er derfor en vigtig del af deres liv:

”Vi viste dem respekt, men vi måtte også kræve respekt”, fortæller han. ”Det er ikke nemt at opnå respekt blandt nomaderne, men det lykkedes for os. Hvis du ikke får respekt, så er du død”.

Han erkender dog, at hans mod også blev krydret med lidt held:

“Det eneste de vidste om Belgien var, at vi lavede gode våben. En dag pegede de på pistolen og spurgte, om jeg kunne bruge den. Der sad en ørn på en gren 100 meter fra os. Umuligt med en pistol. Men jeg sigtede, tog højde for vinden og distancen og skød. Ørnen faldt død om. Jeg var bare heldig, men efter det blev jeg nærmest en legende”.

Sammenstød med den afghanske hær

Nomaderne, som Jean og Daniella rejste med, boede i Pakistan om vinteren og vandrede op i de afghanske bjerge om sommeren.

En stor del af deres indtægt kom fra handel, og de smuglede varer ind i Afghanistan uden at betale skat. Den afghanske hær forsøgte at stoppe dem, hvilket var svært, da nomaderne var velbevæbnede og kendte bjergene godt.

Men i sidste ende vandt hæren, fortæller Jean:

Vi var heldige at møde dem i den sidste del af deres nomadetilværelse. Tre år efter var det slut. Hæren besejrede dem og de måtte opgive deres traditionelle levevis”.

Også for Jean og Daniella var eventyret slut. I 1972 udgav Jean en bog om de afghanske nomader, som regeringen i Afghanistan var utilfredse med, da den tydeligt viste, at en stor del af befolkningen reelt var udenfor deres kontrol. Derfor fik parret indrejseforbud, og de har ikke været i Afghanistan siden.

Ønsker at gense nomaderne

Men måske er det ikke for sent. Det er 45 år siden, at Jean sidst rejste med nomaderne, men denne dag på museet bedyrer han, at han har planer om at tage tilbage og forsøge igen, så snart han kan rejse pengene.

Ganske vist er det område, han ønsker at besøge, i dag kontrolleret af Taliban, men det skræmmer ikke en garvet eventyrer:

“Det kan godt være, det ikke er det rigtige tidspunkt, men hvis jeg ikke gør det nu, sker det nok aldrig. Måske er nogle af de unge mennesker, vi mødte dengang, stadig i live. Jeg ønsker at afslutte historien”.

 Herover den korte film om nomaderne, som Jean har lavet. I galleriet kan du se et udvalg af hans billederne og læse mere om nomadernes liv.