Nomader før og nu


En stor del af de danske forskere, der har arbejdet i Afghanistan, har beskæftiget sig med nomader.

Den helt centrale figur var etnografen Klaus Ferdinand, grundlæggeren af Moesgaard Museums etnografiske samlinger. Han var optaget af nomadernes levevis fra sit første besøg i Afghanistan i 1953 til sin død i 2005. En periode, hvor nomaderne gennemgik en voldsom udvikling, og mange måtte opgive deres traditionelle levevis.

Klaus Ferdinand mødte nomaderne for første gang på et tidspunkt, hvor de stadig levede, som de havde gjort i århundreder, og han dokumenterede deres traditionelle levevis og kultur gennem langvarige feltstudier. Det resulterede i flere artikler og bøger – senest bogen Afghan Nomads – Caravans, conflicts and trade in Afghanistan and British India 1800 – 1980, udgivet som en del af Carlsbergfondets storstilede nomadeforskningsprojekt, der har resulteret i en række bogudgivelser om nomader i hele verden.

Baggrund

Igennem århundreder har en stor del af Afghanistans befolkning levet som nomader. Hvert forår og efterår er karavaner af nomader – med deres flokke af geder, får og kameler, deres familier og deres ejendele – rejst mellem lavlandets sletter og bjergenes græsgange.

Baggrunden for de mange nomader i Afghanistan er nemlig landets geografi: De mange bjerge i landet er ideelle til græsning om sommeren, men kan ikke udnyttes til dyrkning af korn og grønsager. Derfor er nomaderne og deres dyr vandret op i højlandet om sommeren, men har holdt sig i lavlandet om vinteren.

Op gennem det 19. århundrede blev landets nomader mere og mere trængte. På grund af deres omvandrende levevis blev de af magthaverne opfattet som uciviliserede og ukontrollerbare og derfor en potentiel trussel mod statsmagten. Det skabte et stort pres for at få dem til at opgive deres frie levevis, blive fastboende og betale skat samt aftjene værnepligt. Det bidrog til et drastisk fald i antallet af nomader.

Nomadernes udfordringer

I 1920’erne mentes omkring en tredjedel af befolkningen i Afghanistan at leve som nomader. I 1978 var det ifølge en folketælling blot omkring seks procent. Der er ikke nogen pålidelige tal for, hvor mange afghanere der lever som nomader i dag, men et forsigtigt gæt er to til tre procent. I dag har mange nomader det svært – flere har mistet eller solgt deres dyr, og spørgsmålet er så, om de stadig kan kaldes nomader.

Der er flere grunde til, at antallet af afghanske nomader er faldet i løbet af de sidste hundrede år. For det første har grænsen mellem Pakistan og Afghanistan været lukket i flere perioder, hvorved nomaderne ikke længere har kunnet tage til Pakistan om vinteren, som de ofte gjorde tidligere.

Samtidig skete der i perioden en øget modernisering af Afghanistan, med nye veje og en generel udbygning af infrastrukturen. Det betød lastbiler og busser, som igen betød, at nomaderne mistede deres handelsmonopol i store områder af landet.

Herudover har de mange væbnede konflikter i landet gjort det svært at leve som nomade.

Krigenes konsekvenser for nomaderne

Under den sovjetiske invasion var forholdene for nomaderne meget vanskelige. Vilkårlige luftangreb og bombninger, nedskydning af dyreflokke og en omfattende minering af store områder gjorde nomadernes tilværelse ekstremt vanskelig. Den efterfølgende borgerkrig og den nuværende konflikt i landet har ligeledes bidraget til at gøre deres levevis usikker.

Som konsekvens heraf er mange nomader flygtet, mens andre har opgivet deres traditionelle levevis. Således kan man i dag finde tidligere nomader indenfor transport- og handelsbranchen, mens andre er begyndt at opkøbe og dyrke jord. At blive fast jordejer opfattes af mange nomader som den ultimative succes.

Du kan høre flere historier og se flere billeder af Afghanistans nomader her.

I galleriet kan du komme med på Henning Haslund-Christensens Mindeekspedition, hvor Klaus Ferdinand stiftede bekendtskab med landets nomader. Billederne er taget af Klaus Ferdinand og Peter Rasmussen fra 1953-1955.