Islam og folketro


Islam kom til Afghanistan mellem år 650 og år 900 e.Kr. og har siden haft afgørende indflydelse på landets kultur og historie.

Men islam er mange ting: I Afghanistan kan man således både finde Sunni- og Shia-muslimer, sufister og islamister, og praktiseringen af islam kan heller ikke holdes adskilt fra folketroen.

Mænd, der beder. Foto: Moesgård Museum

Mænd, der beder. Foto: Moesgaard Museum

Sunni- og Shia-Islam

Sunnitter har altid været dominerende inden for det afghanske område, men fra 1500-tallet har shiitter udgjort et betydeligt mindretal. Sunni-islam henviser til profetens sunna – hans sædvane, der præger sunnitternes måde at efterleve islam på. Shia betyder parti og refererer til profetens svigersøn – Alis parti, shi’at Ali.

Forskellen mellem de to retninger udmønter sig blandt andet i en forskellig opfattelse af den religiøse autoritet. Mens sunnitter lægger vægt på, at det religiøse samfund – umma – når til fællesafgørelser, har shiitter en mere hierarkisk struktur, hvor efterkommere af profeten er tillagt lederskab.

I størstedelen af Afghanistans historie har sunnitter og shiitter levet forholdsvis adskilt. Dog har Taliban, der er sunnitter, siden 1994 ved flere lejligheder legitimeret deres angreb på de shiitiske hazaraer som en ‘hellig krig’.

Islam i hverdagen

Selvom islam ikke er en entydig størrelse i Afghanistan, er det alligevel med tilfredshed og selvfølgelighed, at afghanerne efterlever den religiøse praksis.

Islam præger dagligdagen gennem de daglige bønner, fejring af årets forskellige højtider (læs for eksempel om Eid-festens ‘æggekrig’ her) og livets højdepunkter – fødsel, omskæring af drengebørn, bryllup og begravelse.

Derudover fordrer islam, at den troende tilstræber at efterleve islams fem søjler: trosbekendelsen, de fem daglige bønner, fasten, almissen og pilgrimsrejsen til Mekka.

Sufisme

Sufisme er en islamisk tradition, hvor forholdet mellem Gud og det enkelte menneske er i centrum. Gennem forskellige teknikker ønsker den troende at opnå en særlig forbindelse med Gud. Disse teknikker kan indebære bøn, lovsang, ekstatisk dans, meditation eller isolation.

I Afghanistan er sufismen repræsenteret ved tre hovedretninger og en mangfoldighed af lokale grupperinger, der hver især forestås af en pir (gammel mand). En pir anerkendes af sine tilhængere som havende en hellig kraft, baraka, som andre kan få del i.

Ledere af de forskellige sufistiske retninger har været vigtige aktører i Afghanistans nyere historie – ikke mindst i krig og konfliktsituationer.

Udsigt til moskeer fra citadellet i Herat. Foto: Tahir Bakhtiary

Folketro

Folketroen er den del af den afghanske stammetradition, der forklarer, hvordan man beskytter sig mod overnaturlige kræfter, og den er snævert forbundet med sufismen. For at beskytte sig kan man således besøge pirer og helliggrave eller bære amuletter med korancitater.

Muslimsk bedekrans. Foto: Moesgård Museum

Muslimsk bedekrans. Foto: Moesgaard Museum

Ånder og onde øjne

Når sygdom og ulykke rammer, søger man forklaringer med forbindelse til konkrete oplevelser. Har man med sin livsførelse udfordret skæbnen, kan man blive offer for sygdom og ulykke forårsaget af ånder. Gravide kvinder, nyfødte børn og unge mennesker i puberteten er de mest sårbare.

‘Onde øjne’ betragtes også som en realitet. Når folk med onde øjne priser børn, husdyr eller ejendom, kan det være farligt. Onde øjne kan både være en medfødt egenskab og et resultat af forbigående misundelse.

For at beskytte sig mod ånder og onde øjne bæres amuletter med koranvers. Kulørte bånd, klokker og turkisperler menes også at have evnen til at distrahere ånder og onde øjne. Derfor ser man ofte koranvers ophængt i bakspejlet på biler, husdyr med kulørte bånd om halsen og børn, der bærer amuletter.

Nedenfor kan du se nogle forskellige afghanske amuletter fra Moesgaard Museums samlinger:

Helliggrave

Ifølge de fleste tolkninger af islam har det enkelte menneske gennem bønnen et direkte forhold til Gud. Alligevel opfattes det som ganske naturligt at besøge helliggrave, hvor man beder afdøde ‘hellige mænd’ om at gå i forbøn hos Gud, for eksempel i forbindelse med sygdom, barnløshed og ægteskabelige problemer.

De hellige mænd opnår deres status gennem en from livsførelse, anerkendte resultater eller ved at være faldet i hellig krig.

Islamister

‘Islamisme’ er betegnelsen for en religiøs retning, hvor islam repræsenterer et totalt samfundssystem.

Islamismen vinder indpas i Afghanistan i 1960’erne, men først efter kommunisternes magtovertagelse i 1978 får den islamistiske opfattelse af islam større udbredelse blandt den almindelige befolkning. Modstandskampen mod kommunisterne legitimeres som et opgør med den livsførelse, som præger storbylivet. På den måde bliver islam i endnu højere grad end tidligere knyttet til normer for omgang mellem mennesker.

Talibans dekreter kan ses som den ekstreme udfoldelse af opfattelsen af islam som en samling regler for adfærd.