Lav selv afghansk mad og spis den, som man gør i Afghanistan – med fingrene og siddende på tæpper på gulvet.
Herunder finder I opskrifter på traditionelle afghanske retter. I kan eventuelt pynte op og invitere en anden skoleklasse til spisning i et “afghansk hjem”.
Forberedelse: Book skolekøkken, find de retter, I vil lave og køb de ingredienser, der skal bruges.
Find et sted, hvor I kan spise på gulvet. Sørg for tæpper og eventuelt for afghansk musik til maden.
Introduktion til det afghanske køkken
De fleste afghanere opfatter kød som en Guds gave til mennesket. Foruden fjerkræ, kalv, okse, får og lam spiser man ænder og også gerne andet vildt, såsom harer og kaniner. Derudover byder floder og vandløb sine steder på muligheden for frisk fisk. Det er dog ikke alle, der har råd til kød – for de fattige er det nærmest en uhørt luksus.
Som grundelement i det afghanske køkken finder vi det firkantede naan brød eller det runde, meget flade og sprøde chapati brød. Begge er lavet på hvede. Ved mere festlige lejligheder er brødet suppleret med kartofler og ris. Også hjemmelavet yoghurt og kogt spinat er meget brugt som tilbehør. Derudover serveres ofte forårsløg, kinaradiser og frisk chilli i små, separate skåle.
I hjemmet er det altid kvinden, der står for madlavningen. Hvis hun har døtre eller svigerdøtre, vil hun have en mere overordnet rolle i forhold til at uddelegere og koordinere opgaverne. På restauranter og ved grillboderne i basaren er det derimod altid mænd, der laver maden.
Krydderier
Krydderierne i det afghanske køkken er fortrinsvis salt og chilipeber, spidskommen, kardemomme, sort peber og kanel.
Aftensmåltidet
Aftensmaden er det vigtigste måltid for afghanerne. Nu er familien igen samlet efter dagens gøremål (hvis der er gæster spiser konen dog i køkkenet!).
Hvis husholdningsbudgettet muliggør det, er det således til aftensmåltidet, at man vil servere kødretterne. De tre opskrifter til højre er eksempler på sådanne afghanske kødretter.
Desserter og mellemmåltider
Som dessert serveres gerne egnens frugt: Æbler, appelsiner eller bananer.
Til teen spiser man forskellige typer nødder og rosiner kombineret med sukkerslik.
Kager spises kun meget sjældent. Det meste bagværk indeholder pistacier og andre nødder.
Måltidets forløb
Inden måltidet vaskes og tørres hænderne. Det foregår ved, at den yngste mand (hvis det er et herreselskab) fra værtsfamilien vil gå rundt med et vaskefad, en kande med vand og et håndklæde over den ene arm.
Man sætter sig omkring den dug, der er rullet ud på gulvet. Under måltidet spiser de tilstedeværende med højre hånd af de fælles fade.
Når der ikke er besøg foregår måltiderne mere afslappet og uformelt – men det er altid kvinden og børnene, der skal sørge for manden.
UNESCO Samlingerne fra Afghanistan
Samlingerne kan lånes her.
Hvis I har lånt samlingen fra Afghanistan kan I tage det medfølgende tøj på og indrette jeres ‘spise-rum’ med nogle af de ting, som indgår i samlingen. Med tøj, tæpper, genstande og mad vil I kunne skabe en ægte afghansk stemning.
Andre opskrifter
Find flere relevante opskrifter og læs om afghansk mad på f.eks. http://www.afghancooking.net – en blog, der foruden madopskrifter handler om kulturelle forhold i Afghanistan mere generelt. Her kan i blandt andet finde opskrifter på brød og kager.
Her er et par eksempler på afghanske kødretter (4-5 personer):
Kabuli Palau – Afghanistans nationalret
Denne ret kan være utrolig velsmagende. En afghansk kvindes muligheder for at blive godt gift hænger ofte sammen med hendes evner for at lave Kabuli Palau, så hun vil ofte lægge megen kærlighed i retten. Tidligere var det primært overklassen i Kabul der havde råd til at lave retten, men i dag har den spredt sig til det meste af landet.
Forberedelsestid: ca. 2 timer
Ingredienser:
1 kg lammekølle, okseklump eller kylling
3 dl ris (basmati eller lignende. Det skal være hvide ris)
¾ dl majsolie
¾ dl olie
3 gulerødder (skåret på langs)
2 ½ tsk salt
2 ½ tsk sort peber
1 dl rosiner
2 tsk kanel
1 tsk stødt kardemomme
1 løg
Forberedelse:
Skræl et middelstort løg og brun det i 1/2 dl olie. Tilsæt derefter 1 kg kød (okseklump/lammekølle/kylling) skåret i stykker.
Når kødet er brunt tilføjes 2 dl vand, 1 tsk salt, 1 tsk kanel, 1 tsk stødt kardemomme, 1 tsk peber, 1 tsk spidskommen.
Dæk gryden og lad retten simre indtil kødet er mørt (omkring en time).
Hæld derefter væden (kødsovsen) over i en separat gryde og tilsæt 3 dl basmatiris, 1 1/2 tsk salt og vand nok til at risene kan dækkes med ca. 5 cm væde.
Kog indtil væden er absorberet og risen er blød og fast uden at være klæg.
Sautér 3 gulerødder og 1 tsk sukker i 1/4 dl olie indtil de er let brunede. Fjern dem derefter fra olien.
Rosinerne steges derefter i den resterende olie, indtil de svulmer op.
Arrangér kød, ris, gulerødder og rosiner sådan, at kødet er gemt inde i risen, mens rosiner og gulerødder anvendes til at pynte retten.
Når retten er arrangeret, kan den med fordel bages ved 150 grader i 30 minutter inden den serveres.
Retten serveres i ovale fade.
Velbekomme 🙂
Kufta (afghanske kødboller)
Forberedelsestid: ca. 45 minutter
Ingredienser:
1 kg hakket oksekød
½ kg tomater
4 hakkede løg
Salt og peber
1 dl majsolie
Friske, røde chilier efter ønske
2 spsk mel
2 mellemstore æg
½ bundt frisk koriander
Stødt ingefær, stødt kanel og stødt koriander efter ønske
Forberedelse:
Hak tomaterne og skær chilierne i meget fine skiver. Bland tomater og chilier med kød, løg, salt, peber, mel, æg, koriander, ingefær og kanel.
Bland ingredienserne til en fin, sammenhængende og ikke alt for klistret konsistens (juster med mel og vand). Form små kødboller (ca. 3×3 cm). Majsolien opvarmes på panden, og kødbollerne steges i ca. 15 – 20 min. ved lav til middel temperatur.
Sørg for, at kødbollerne ikke ligger for tæt sammen på panden!
Kødbollerne serveres med basmatiris og/eller brød.
Murgh Shorowa (hønsekødssuppe)
Forberedelsestid: ca. 1 time
Ingredienser:
500-750 g. kyllingebryst
1 ½ liter vand
30-40 ml majsolie
1 hakket løg
1 – 1½ fed hvidløg
1 jalapeno peber
1 tsk sort peber
2 tsk salt
3 tomater
1-3 ‘blokke’ ægnudler
2 tsk stødt koriander
Forberedelse:
Hæld vand og olie i en stor suppegryde. Tilføj de hele stykker kyllingebryst (uden fedt), det hakkede løg, hvidløg, jalapeno peber, salt og sort peber. Dæk gryden og lad retten koge indtil kødet er mørt (ca. 25-30 min).
Tag derefter kyllingebrystet op af gryden og skær det i fine stykker, før det lægges tilbage i gryden.
Hak tomaterne fint og hæld dem i suppen sammen med den stødte koriander. Efter fem minutter tilføjes ægnudler (1-3 blokke – alt efter forgodtbefindende).
Lad retten koge indtil nudlerne er bløde.
Retten serveres med brød, der med højre hånd bruges til at ‘samle’/suge suppen op.