Livet i byen ­­– telefonkortsælgeren


Teenageren Hadi står op klokken 5, så han både kan nå i skole og forsørge familien som gadehandler i Kabul. Men det er at foretrække frem for at slæbe vand og passe dyr ude på landet, synes han.

For ti år siden flyttede Hadi Khaled, hans mor og fem søstre væk fra deres lille landsby og ind til Kabul.

Hadi har også en storebror, men han bor i Italien, hvor han har fået opholdstilladelse. Hadis far bor ude på landet sammen med sin anden kone og familie.

Men Hadi selv, der i dag er 18 år, er godt tilfreds med at bo i hovedstaden:

Det er godt, meget bedre end ude på landet. For eksempel var det en kamp bare for at hente vand ude på landet. Man skulle ned af bakken og til floden med spande og bære dem fyldte op igen. Det kunne tage livet af en. Her kommer der vand i hanerne hver mandag og torsdag, og det kan være nok, for vi gemmer det i store beholdere. Hvis det ikke er nok, smutter vi over til naboen og får vand derfra. De er rige og har et stort hus med flere etager”.

Gadeliv i Kabul. Foto: Danish Refugee Council/Erick Gerstner

Gadeliv i Kabul. Foto: Danish Refugee Council/Erick Gerstner

Kabul
Der bor cirka 3 millioner mennesker i Kabul.

Byen har tredoblet sit indbyggertal siden 2001. Det gør den til en af de hurtigst voksende byer i verden, hvilket blandt andet skyldes de mange flygtninge, der er vendt tilbage til Afghanistan siden 2001.

Mange flytter til Kabul fra landet i håb om at finde arbejde, men arbejdsløsheden er høj også i byen. Det er imidlertid umuligt at give et tilnærmelsesvist bud på det præcise antal arbejdsløse, da 80-90 procent af den økonomiske aktivitet er uformel og aldrig registreres.

Trafikken er meget kaotisk i Kabul. Der er en udbredt mangel på byplanlægning og mange bor uden vand og kloakering. 80 procent af indbyggerne bor i uofficielle boliger.

Det er os, der skal uddanne os – men hvordan skal vi kunne det, når vi samtidig skal forsørge familien?Hadi, 18 år
Det daglige brød

Hadi er også godt tilfreds med, at man i byen ikke behøver at holde dyr og passe marker. Men det betyder ikke, at han og hans søstre kan drive den af. Tværtimod må alle må gøre deres for at få økonomien til at løbe rundt i den lille familie:

Min storebror sender os nogle penge fra Italien, men de bliver gemt hurtigt væk af mor. Hun siger, at de skal bruges til hans bryllup. Ellers væver mine 4 ældste søstre tæpper – den yngste er stadig for lille. De bruger cirka en måned på at væve et tæppe, som de får omkring 4000 afghani [400 danske kroner] for“.

Hadi selv står op hver morgen klokken 5 og går på arbejde. Arbejdet består i at stå på gaden og sælge taletidskort. Med hænderne fulde af taletidskort står han ved en stor rundkørsel og falbyder varerne. På en god dag tjener han 200 afghani – 20 danske kroner.

Derudover går jeg også i skole fra kl. 8 til 13 eller 14. Det er fint nok, så slipper jeg for varmen. Ellers når jeg lige hjem og får noget at spise, før jeg finder mine kort igen og går rundt og råber. Sådan er min hverdag i Kabul”.

Pres fra alle sider

Det giver Hadi tilfredsstillelse og selvtillid, at han med sine taletidskort er med til at forsørge familien. Men samtidig føler han sig som en lus mellem to negle, fordi familien og samfundet forventer, at han uddanner sig og tjener penge på én og samme tid:

Mit liv er ligesom mange andre unge mænds her i Kabul. Vi er under et stort pres fra flere sider. Det er os, der skal uddanne os, men hvordan skal vi kunne det, når vi samtidig skal forsørge familien? Det er os, der skal en dag skal bygge landet op igen, men hvordan skal vi kunne det, når vi ikke engang kan forsørge vores familie?

Hadi sælger sine kort i Kabuls travle gader

Kabuls travle gader, hvor Hadi sælger sine taletidskort. Foto: Tahir Bakhtiary