Kvinder i Afghanistan


“Vold mod kvinder er udbredt i Afghanistan og det er et stort problem. Desværre er vores kvinder stadig under et stort pres og uden mulighed for at forsvare sig selv. Hvis der er nogen, der afviser det, så lyver de”.

Ovenstående citat kommer fra Hamid Karzai der var Afghanistans præsident indtil valget i foråret 2014 – og han overdriver næppe. Faktisk har Afghanistan fået den tvivlsomme ære at blive udråbt som “Verdens farligste land at være kvinde” af Amnesty International.

Men det er ikke hele historien om Afghanistans kvinder. Mange af de unge kvinder i Afghanistan går i skole og har adgang til radio, tv og internet. Verden åbner sig for dem, og nogle vælger at kæmpe for et bedre liv og samfund – selvom det langt fra er ufarligt. Taliban og andre konservative kræfter truer og likviderer fortsat jævnligt kvinder, der stikker næsen for langt frem.

Til højre kan du læse mere om kvindernes manglende rettigheder og om de voldsomme begrænsninger, som både klankulturen og Taliban øver på pigers og kvinders liv i Afghanistan. Men du kan også høre patriotiske sange fra landets frygtløse feminister, der har kæmpet for kvinders frihed og lighed siden 1977, og se videoer med Afghanistans nye kvinder – fra den verdenskendte, kvindelige politiker Malalai Joya til landets første, kvindelige cykelhold.