Æggekrig, fodbold og gedetræk


Afghanerne elsker sport og spil. Børnene leger tagfat, spiller rundbold, leger med drager og skyder med slangebøsse. Når de bliver ældre spiller de volleyball og fodbold, kortspil og skak. Det er også populært at gå på jagt, holde fugle og spille musik.

En af de traditionelle lege i Afghanistan, som både børn og voksne går op i med liv og sjæl, er æggekrigen. Den løber typisk af stablen til Eid-festen, der markerer fastemånedens afslutning, og til nytårsfestivalen Nowruz.

Her til højre kan du læse Tahir Bakhtiarys personlige beretning om at vende tilbage til Afghanistan efter 18 år i Danmark – og finde ud af, at man stadig leger æggekrig som i hans barndom (og at han stadig altid taber).

Sport som politik

Men spil og konkurrencer er ikke kun et godt tidsfordriv – det er også noget, der kan have politisk betydning og styrke det nationale sammenhold.

Det har afghanerne vidst længe. I flere hundrede år har man især i de centrale og nordlige egne brugt nationalsporten buzkashi (‘gedetræk’) til at løsne op for politiske spændinger mellem de lokale magthavere. Magthaverne sponserer spillerne på banen og får dermed chancen for både at markere deres egen status og få udlevet deres aggressioner mod konkurrenterne på en ordnet måde, hvor (forhåbentlig) kun gedeblod bliver spildt.

Også den afghanske regering er opmærksom på sportens evne til at kanalisere aggressioner og styrke fællesskabet. Derfor har den, med massiv støtte fra USA, investeret målrettet i ‘sportsdiplomati’ og har frem for alt renoveret Afghanistans nationalstadion, Ghazi Stadion, som under Taliban blev brugt til offentlige henrettelser. Også dette kan du læse mere om til højre.