Det skrøbelige demokrati


Da de internationale styrker med USA i spidsen gik ind i Afghanistan i 2001, var det blandt andet med løftet om at gøre Afghanistan til en velfungerende stat under en demokratisk valgt regering.

En ambitiøs plan for et land, der traditionelt er et stammesamfund, og hvor magten altid har været delt ud mellem lokale og religiøse ledere snarere end centreret i en stærk, national stat (læs boksen ‘Stammen versus staten’ på denne side).

Ambitionen om et lynetableret demokrati er da også for længst gjort til skamme. Ganske vist har der været afholdt regelmæssige valg siden 2001, og valgdeltagelsen har flere gange været ret høj. Den demokratiske proces er imidlertid også løbet ind i store udfordringer, der især har at gøre med sikkerhed og legitimitet.

Kvinder ved stemmeboksen, 2009. En meget lav valgdeltagelse blrandt kvinderne har været et generelt problem i Afghanistan. Foto: UN Photo/Eric Kanalstein

Kvinder ved stemmeboksen, 2009. De afghanske valg har været præget af meget lav deltagelse af kvinderne. Således var kun 10 procent af de registrerede vælgere ved 2005-valget kvinder. Foto: UN Photo/Eric Kanalstein

Ingen frie valg uden sikkerhed

Den afghanske stat har aldrig formået at yde sine borgere basal sikkerhed. Tværtimod har både Taliban og lokale krigsherrer i stigende grad overtaget statens voldsmonopol i store dele af landet.

Det har også haft betydning under valghandlingerne, hvor Taliban og andre grupper enten har kunnet skræmme borgerne fra at stemme eller har kunnet tvinge dem til at stemme på specifikke kandidater.

Den afghanske regering har i de senere år forsøgt at forbedre sikkerhedssituationen ved at åbne op for forhandlinger med Taliban. Dette er sket med deres vestlige støtters velsignelse, og også mange afghanere mener, at forhandlinger er den eneste løsning; i marts 2014 skrev mere end 250.000 afghanske kvinder således under på en anmodning til regeringen og Taliban om at starte fredsforhandlinger.

Sådanne forhandlinger er imidlertid næppe realistiske indenfor den nærmeste fremtid. Tværtimod bød 2014, og tilbagetrækningen af de internationale kamptropper, på en stigning i voldshandlinger fra Talibans side.

Stemmesedlen ved valget 2009. Foto: Un Photo/Tim Page

Legitimitet

Det er også et alvorligt problem for parlamentets, regeringens og lokalrådenes legitimitet, at de i høj grad er befolket af krigsherrer og narkobaroner.

Dette fører helt tilbage til den Bonn-aftale fra 2001, der skulle lægge grundstenen til det nye demokrati: Taliban var af det internationale samfund blevet udråbt som fjenden, og blev dermed ikke inviteret til at sidde med ved bordet. Det blev til gengæld diverse grupperinger under Nord-Alliancen – et forbund af oprørsgrupper, der havde kæmpet imod Taliban under borgerkrigen.

Imidlertid var flere af de inviterede krigsherrer under anklage for forbrydelser mod menneskeheden. Og skønt de fik fremtrædende pladser, endda ministerposter, i den centrale regering, så fortsatte de med at styre deres ‘egne’ provinser med hård hånd. Det gælder for eksempel den nuværende vicepræsident Abdul Rashid Dostum, hvis politiske løbebane er beskrevet i boksen til højre.

Du kan læse mere om demokratiet i Afghanistan i Ole Jessen og Malene Fenger-Grøndahls bog “Afghanistan – kampen om demokratiet”, der blev udgivet i 2013 på Informations Forlag med støtte fra Danida

2001: Bonn-Aftalen2004: Første præsidentvalg2005: Første parlamentsvalg2009: Andet præsidentvalg2010: Andet parlamentsvalg2014: Tredje præsidentvalg
Efter den internationale, amerikansk-ledede koalition i 2001 havde fjernet Taliban-regimet, mødtes en flok fremtrædende afghanere og eksilafghanere i FN-regi i Bonn i Tyskland, hvor de lagde en køreplan for demokrati i Afghanistan.

Det skulle besluttes, hvordan de politiske institutioner skulle genrejses, indenfor hvilken tidshorisont, og hvem der skulle sidde på de centrale pladser frem til det første parlamentsvalg i 2005.

Det første præsidentvalg i Afghanistans historie blev på mange måder en succes.

Med hjælp fra FN lykkedes det at registrere 12 millioner vælgere, og 8 millioner af dem stemte – med andre ord en stemmeprocent på 70 procent.

Samtidig stod det også klart, at en del afghanerne stemte ud fra andre præmisser, end de vestlige støtter havde regnet med – stemmefordelingen viste nemlig, at mange tilsyneladende havde valgt deres kandidat ud fra etnicitet – pashtuneren Hamid Karzai vandt således med 55,4 procent af stemmerne, efterfulgt af tadjikeren Yumus Qamuni med 16,3 og hazaraen Mohammad Mohaqiq med 14,7 procent.

Et år efter præsidentvalget fulgte det første valg til parlament og provinsråd.

Der var omfattende problemer med valgsvindel, og valgprocenten var nede på 50 procent. Til gengæld blev der valgt hele 28 procent kvinder ind, og medierne viste god balance og uafhængighed i dækningen. Desværre faldt parlamentets demokratiske troværdighed grundet de mange kriminelle og krigsherrer, der også blev valgt ind.

Valgdagen i 2009 blev en blodig dag i nationens historie, med 400 militante angreb og 26 døde. Den samlede valgdeltagelse var nede på 30-33 procent.

Regeringen havde på dette tidspunkt ringe eller ingen kontrol med 12 af landets 34 provinser, hvorfor Taliban eller enkelte kandidaters private militser havde frit lejde til at skræmme sig til stemmer.

Flere kandidater til præsidentvalget blev dertil anklaget af blandt andet Human Rights Watch for at have en baggrund som narkobaroner eller krigsherrer – heriblandt præsident Karzais to vicepræsidentkandidater.

Karzai fik i sidste ende 49,67 procent af stemmerne, hvilket i princippet skulle have ført til en anden valgrunde – med da hans største konkurrent derefter trak sig, fik Karzai alligevel lov at sætte sig i stolen.

Før Afghanistans andet parlamentsvalg blev 36 kandidater diskvalificerede af den uafhængige valgkommission på grund af deres forbindelser til ulovlige militser. Der var dog fortsat tvivl om, hvorvidt udlugningen havde været omfattende nok.

Selve valgdagen blev som i 2009 blodig, og kostede mindst 14 personer livet.

Stemmeprocenten var i første omgang over 50 procent, med 5,6 milioner afgivne stemmer ud af 10 millioner mulige. Den faldt dog væsentligt, da 1,4 millioner af disse stemmer blev diskvalificeret på grund af valgsvindel.

Præsident Karzai kunne ikke genopstille ved 2014-valget, der i stedet havde to forhenværende udenrigsministre, Abdullah Abdullah og Zalmai Rassoul, samt en forhenværende finansminister, Ashraf Ghani, som favoritter.

Valgdagen den 5.april forløb relativt fredeligt, og med en stemmeprocent på næsten 60 procent var valget klart en succes i forhold til 2009. Andenrunden mellem Abdullah Abdullah og Ashraf Ghani kunne også fremvise en høj stemmeprocent, men endte i kaos på grund af forsinket stemmeoptælling og stærke mistanker om valgsvindel.

Efter flere omtællinger og flere beskyldninger endte de to kandidater med at lave en aftale, der gjorde Ghani til præsident og Abdullah til en form for statsminister. Sådan blev den politiske stabilitet i nogen grad genoprettet, mens det så værre ud med troværdigheden: Skønt parterne erklærede, at Ghani havde vundet valget, så blev de faktiske tal aldrig offentliggjort, hvilket er ganske uhørt for et angiveligt demokratisk valg.

Stammen versus staten

Det afghanske samfunds politiske organisering er i vidt omfang baseret på stammetilhørsforhold, især i landområderne. Det betyder, at en persons samfundsmæssige indflydelse og rettigheder afhænger helt af hans eller hendes forhold til stammen – altså hvilken slægt de tilhører og hvilken plads de har i denne slægt.

Det er i modsætning til for eksempel Danmark, hvor samfundsmæssige rettigheder og pligter hænger sammen med vores forhold til staten – altså vores rolle som borgere.

Så hvor den centrale stat i århundreder har været den højeste politiske instans i Danmark, så har den i størstedelen af Afghanistans historie været ikke-eksisterende eller i hvert fald irrelevant – man har snarere drevet politik på det lokale plan. Delvist gennem forsamlinger (jirga), hvor de ældre mænd i stammen, slægten eller landsbyen taler sig frem til konsensus om politiske spørgsmål, delvist gennem komplicerede net af magtalliancer.

Dette gør sig stadig gældende i specielt de sydlige og østlige dele af Afghanistan. Den centrale stat, man har forsøgt at opbygge i landet siden 2001, har derfor aldrig for alvor forplantet sig til disse dele af landet – og det er tvivlsomt, om den nogensinde vil komme til det.

Derimod har Taliban opretholdt deres tilstedeværelse, for i modsætning til staten har talibanerne været en lokalt tilstedeværende magtfaktor, som det for mange har givet mening at alliere sig med mod ligeledes lokale rivaler – af politisk-strategiske snarere end ideologiske grunde.

General Dostum: Krigsherre og politiker

General Abdul Rashid Dostum, der i 2014 blev Afghanistans vicepræsident, er en usbekisk krigsherre fra det nordlige Afghanistan, som under borgerkrigen i 1990′erne var en del af Nord-Alliancen, et forbund af modstandsgrupper mod Taliban.

I 2001 fik Dostums tropper våben af USA til at opgradere kampen mod Taliban, hvilket de tilsyneladende gjorde med stor iver
- i hvert fald er generalen efterfølgende blevet beskyldt for en lang række krigsforbrydelser.

Det forhindrede imidlertid ikke, at han sad med ved bordet under Bonn-konferencen i 2001, hvor køreplanen for den fremtidige, demokratiske afghanske stat skulle lægges. Efterfølgende blev han udnævnt til viceforsvarsminister og senere stabschef i hæren.

Han kvitterede ved i 2003 at skabe sin egen ‘nordlige zone’ og ved i 2004 med magt at afsætte guvernøren i den nordlige Faryab-provins – en guvernør indsat af hans egen chef, daværende præsident Karzai.

Trods denne åbenlyse mangel på loyalitet valgte den nuværende præsident, Ashraf Ghani Ahmadzai, at udpege Dostum som sin vicepræsidentkandidat under valget i 2014, hvilket sandsynligvis var af afgørende betydning for hans endelige valgsejr.