Livet på landet – skærsliberen


Baba Zahir forsørger en familie på otte med en slibesten og et cykelhjul. Han er en del af Afghanistans fattige landbefolkning. Men nye skoler og veje tænder et forsigtigt håb om, at hans efterkommere engang vil få det bedre.

I en lille landsby, i den bjergrige Bamiyan-provins midt i Afghanistan, bor Baba Zahir. Han er skærsliber, og går fra landsby til landsby med sin knivsliber på ryggen og sliber knive, økser, leer og andre redskaber for folk.

Denne charkh forsørger faktisk hele min familie”, siger han og peger på sin hjemmelavede knivsliber.

Baba Zahir foran sit hus med sin hjemmelavede knivsliber

Baba Zahir foran sit hus med sin charkh. Foto: Tahir Bakhtiary

På landet

Mere end tre fjerdedele af den afghanske befolkning bor på landet.

60 procent af landets arbejdsstyrke er beskæftiget med landbrug – for de fleste vedkommende smålandbrug og subsistensafgrøder.

Mere end hver tredje afghaner lever under fattigdomsgrænsen – og de fleste fattige er at finde i landbefolkningen.

Dertil kommer, at landbefolkningen ofte mangler mange helt basale ydelser. For eksempel er Afghanistan blandt de lande i verden med dårligst adgang til electricitet.

I generationer har vi været bønder, og desværre vil vi i generationer fremad fortsat være bønderBaba Zahir

En slibesten og en pedal er bundet til cykelhjulet, og når Baba Zahir træder på pedalen, får cykelhjulet slibestenen til at dreje rundt. For hver kniv, han sliber, får han 10 afghani – cirka 1 dansk krone. På en god dag tjener han et sted mellem 15 og 20 danske kroner.

10 år og fårehyrde

Baba Zahirs familie består af ham selv, hans kone og 6 børn.

Vi er en meget fattig familie, så vi må alle sammen hjælpe hinanden i hverdagen, ellers bliver det svært bare at overleve”, forklarer han.

Den ældste søn er 14 år. Han går i skole om formiddagen, men om eftermiddagen er han ude og lede efter brændsel til ovnen.

Den næstældste søn er 10 år og fårehyrde for landsbyen. Han har ansvar for ca. 100 dyr. Når solen står op, går han med sine dyr op mod bjergene, og når solen går ned, går han ned igen. Det får han mad for, og nogle gange også varer til familien, men penge får han ikke. Det er kun Baba, der tjener penge til husholdningen.

zz

Foto: Tahir Bakhtiary

Baba Zahir er ked af, at hans børn er nødt til at arbejde så meget og gå så lidt i skole:

Det er ulempen ved at bo ude på landet her i Afghanistan”, siger han. “I generationer har vi været bønder, og desværre vil vi i generationer fremad fortsat være bønder. Men der er også fordele ved at bo her, så der er håb forude”.

Fra skovl og spand til pen og papir

Baba Zahir har noget at have sin optimisme i: Flere og flere af Bamiyans børn kommer nu i skole. Det gælder ikke mindst pigerne. Under Taliban var der ingen piger i skolerne, men nu er cirka halvdelen af folkeskolens elever piger. Næsten 40 procent af lærerne er kvinder, og det samme gælder cirka 15 procent af de universitetsstuderende på Bamiyan Universitet.

Dertil kommer, at Bamiyan-provinsen er blandt de mest fredelige i landet. Den ligger langt fra alfarvej, og hverken Taliban eller andre kriminelle grupper er interesserede i at rejse så langt.

Heldigvis har der været fredeligt her i flere år, fordi vi er isolerede fra de store byer. Der er ingen kampe eller krig. Det er godt, for så har vi den bekymring ude af verden. Nu kan vi tænke på fremtiden, tænke på, hvordan vores børn kan vokse op med pen og papir, og ikke med skovl og spand som deres forældre”, siger Baba Zahir.

En kvindelig guvernør og en vej fra Korea

Et andet lyspunkt er de forbedrede veje, som Bamiyans guvernør, Habiba Sorabi, har kæmpet for, siden hun blev valgt i 2005. Det har nemlig været et stort problem, at byen på grund af dårlig infrastruktur i lange perioder må være helt selvforsynende, forklarer Baba:

Vejene til de store byer har været dårlige og ødelagte af krigen. Specielt om vinteren må vi forsørge os selv uden at veksle varer eller penge med de store byer. Det gør vi ved at holde husdyr for at få kød, mælk og æg. Vi må samle brændsel til ovnen og hø og korn til dyrene og gemme det til vinteren. Vi må strikke tøj, reparere og genbruge gamle ting“.

Sorabi er den første kvindelige guvernør i Afghanistans historie, og hendes kamp har givet gode resultater, mener Baba Zahir.

Den her vej, som vi begge står på, er helt ny og lavet af koreanerne, men det er Sorabis hårde kamp, der har gjort, at vi har det lettere med transporten i dag. Det gør det lidt nemmere og hurtigere at handle med de store byer omkring os”, siger Baba Zahir.

Så tager han sin knivsliber på ryggen og begynder at gå mod byen.

På vej mod byen for at tjene penge

På vej mod byen for at tjene penge. Foto: Tahir Bakhtiary