Livet i byen


Hadi Khaled er en 18-årig fyr, som bor sammen med sin familie i den nordlige del af Afghanistans hovedstad Kabul. Familien består udover Hadi af hans mor, og fem søstre. De flyttede til Kabul fra en lille landsby for over 10 år siden.

Hadi har også en storebror, men han har fået opholdstilladelse i Italien og bor nu der. Hadis far bor ude på landet sammen med sin anden kone og familie. Men Hadi er godt tilfreds med at bo i hovedstaden.

Det er godt, meget bedre end ude på landet. For eksempel var det en kamp bare for at hente vand ude på landet. Man skulle gå ned af bakken og til floden med spande og læsse dem op igen. Det kunne tage livet af en. Her er det lidt bedre. Hver mandag og torsdag kommer der vand i vandhanerne, og det kan være nok, for vi gemmer vandet i store beholdere. Hvis det ikke er nok, smutter vi over til naboen – de er rige med et stort fleretages hus – og får vand derfra. Derudover slipper vi for at holde dyr og passe markerne. I stedet går vi i skole og arbejder her i Kabul”.

Til fest hos naboen

Hadi og hans familie bor i onklens lille hus i bydelen Khair-khana. Her er de fleste indbyggere tadjikker, mens Hadis familie er hazaraer. Det har dog ikke vist sig at være et problem.

Nej, egentlig ikke. Det skulle man ellers tro. Jeg tror heller ikke, at der er mange, der ved, at vi er hazaraer. Jo, vores naboer ved det nok, men de er gode mennesker, og vi har et godt forhold til hinanden. Der er ikke nogen, der er interesseret i at sparke på nogen, der allerede ligger ned. I vores gade er vi uden sammenligning den fattigste familie med et lille og gammelt hus, så folk omkring os har mere ondt af os end de vil gøre os ondt. Vi bliver tit inviteret til deres fester og bryllupper, så det er godt nok. Men vi havde vores forholdsregler og bange anelser i starten.”

Det daglige brød

Alle må gøre deres for at få økonomien til at løbe rundt i den lille familie.

Min storebror sender os nogle penge fra Italien, men de bliver gemt hurtigt væk af mor. Hun siger, at de skal bruges til hans bryllup – han blev jo forlovet sidste år med en pige fra vores landsby, hvor min far også bor sammen med sin anden kone og andre børn. Ellers væver mine 4 søstre tæpper derhjemme, den yngste er for lille og har ikke lært det endnu. De bruger ca. en måned på at væve et tæppe, og for det får de ca. 4000 afghani.”

Det svarer til ca. 400 danske kroner. Hadi er selv ude fra morgen til aften og kæmper for at tingene skal hænge sammen.

Mit liv er ligesom alle andre unge mænds her i Kabul. Vi er under et stort pres fra flere sider. Altså os mænd, ikke så meget kvinderne. Det er os, der skal uddanne os, men hvordan skal vi kunne det, når vi samtidig skal forsørge familien. Det er os, der skal en dag skal bygge landet op igen, men hvordan skal vi kunne det, når vi ikke engang kan forsørge vores familie.”

Et ældre billede hvor man ser Hadis storebror give Hadis en lille lærestreg, mens mor og lillesøster ser til.

Hadis familie forventer og kræver meget af ham. Han står op hver morgen klokken 5 og går på arbejde. Arbejdet består af at stå på gaden og sælge taletidskort. Med hænderne fulde af forskellige taletidskort står han hver morgen ved en stor rundkørsel og råber, at han har taletidskort til salg. På en god dag tjener Hadi 200 afghani som svarer til 20 danske kroner. Det giver ham tilfredsstillelse og selvtillid. På den måde er han med til at hjælpe til med at forsørge familien.

Derudover går jeg jo også i skole fra kl. 8 til 13 eller 14. Det er fint nok, så slipper jeg for varmen. I ferier tager jeg hjem og sover, mens solen brænder på sit højeste. Ellers når jeg lige hjem og får noget at spise, før jeg finder mine kort igen og går rundt og råber. Sådan er min hverdag i Kabul.”, forklarer Hadi.