”Jeg ville bare prøve noget vildt”


Kasper Frank var udsendt i Afghanistan i 2008 -’09. Han var på jagt efter eventyr – og det fik han. I form af dopede talibanere, ‘underholdningsdrenge’ i nabolejren og en granat, der landede få meter væk. Fem år efter er han glad for at han tog afsted – men tvivler på, om hans indsats har gjort en forskel for afghanerne.

2324_63002376788_5529_n

Kasper Frank i Afghanistan, 2008. Foto: Privat

”Jeg var mest ude efter eventyr og oplevelser. Jeg havde ikke de store ideologiske overvejelser. Det var ikke noget med, at jeg skulle ned og redde en masse mennesker. Jeg ville bare prøve noget vildt”.

Kasper Frank er 30 år gammel og bor i dag i Aarhus sammen med sin kæreste og deres to børn – en pige på tre år og en søn på tre måneder.

Fra august 2008 til februar 2009 var han i Afghanistan på hold 6, hvor han var morterskytte. En stilling, der passede den eventyrlystne 25-årige:

”Morteren er et fedt våben. Ren Vietnam style. Det er bare hanen tilbage og så GUNK GUNK GUNK”, husker han.

Mere krig end ventet

Men han fandt hurtigt ud af, at krig ikke er den rene leg:

”Jeg vil nok sige, at der var mere krig over det, end jeg lige havde troet. I perioder gik vi daglige patruljer og var nærmest dagligt i ildkamp. Det var en ekstrem og stressende periode. Så snart vi gik ud af lejren, blev vi beskudt. Det var nærmest sådan helt skyttegravsagtigt. Der var da også nogen, der bukkede under psykisk”.

Kasper klarede sig, men især en enkelt episode har lagret sig i hans hukommelse – en gang, hvor det virkelig var tæt på:

”Vi havde indrettet et bord i lejren, som vi sad omkring og spillede computer – et skydespil. Så pludselig kom der et morternedslag – ude i gården, fem meter væk”.

Han og kammeraterne sad heldigvis beskyttede bag de sandfyldte net, som lejren er bygget op af, og som man ikke kan skyde igennem:

Men vi kunne lige så godt have været derude i solen som inde og spille computer. Og så havde det været noget helt andet. Ved nedslaget kastede vi os først ned på jorden, og så løb vi ud til vores morter-rør og skød en masse i den retning. Så blev man helt høj på det. Det var en rimelig sindssyg oplevelse”.

En hær på kanyler

En anden udfordring var at forholde sig til de afghanske kolleger, modstandere og civile. Især samarbejdet med ANA, den afghanske hær, kunne være nærmest surrealistisk:

”De virkede meget uprofessionelle og jeg havde på fornemmelsen at de var påvirkede af hash og heroin”, fortæller Kasper. ”Der var også rygter om at deres sprøjter lå rundt omkring deres vagttårne”.

Kasper var kun enkelte gange på patrulje med de afghanske soldater, men han husker tydeligt utrygheden ved at skulle arbejde med påvirkede kolleger:

”Der var specielt én episode – vi gik på en lang række med afghanske soldater forrest, os i midten og afghanske soldater bagest. Så gik vi rundt om et hjørne, og dem, der gik bagerst, begyndte at skyde på de forreste. De så bare nogle våben og havde ikke tænkt på, at det kunne være deres egne”.

De afghanske soldater havde deres egen lejr, hvor der, som Kasper siger, ‘var liv og glade dage’:

”Torsdag aften blev der kørt underholdningsdrenge ind i lejren. Det var helt unge knægte inde fra byen på 12 – 13 år. Så kan man tænke sig til, hvad de skulle der. Det var meget suspekt. Men det er nok et kompromis, man må indgå som leder af sådan en mission. Ting, man må se igennem fingre med for at bevare det gode forhold”.

Taliban kunne ikke ramme

Det var ikke kun blandt de afghanske soldater, at narkotikaforbruget var massivt. Talibanbevægelsens principielle modvilje mod euforisende stoffer havde tydeligvis ikke spredt sig til fodsoldaterne:

”Talibanerne var om muligt endnu mere dopede end de afghanske soldater. Når vi overtog de områder, hvor de havde boet, fandt vi også mange kanyler. Vi blev tit beskudt, når vi var på patrulje, men heldigvis skyder de ikke særlig godt. De rammer sjældent med deres håndvåben”.

Af samme grund var det ikke fjendens kalashnikovs, der skræmte Kasper og hans kolleger mest, men snarere deres miner og vejsidebomber:

”Men jeg kan godt forstå, de bruger dem. Det er deres eneste måde at give os tab. Det er jo ulige hold, og der er mange flere tab på deres side end på vores”, fortæller Kasper, og husker blandt andet, at en soldat fra søsterkompagniet trådte på en mine, lige før soldaterne skulle hjem på juleorlov:

”Så blev man lige lidt mere opmærksom på, hvor man gik”.

Civile tab

Udover soldater og talibanere skulle de udsendte også forholde sig til de civile afghanere:

”Uden at tale ned om dem vil jeg sige, at de var meget uoplyste. Man havde indtryk af, at de ikke helt vidste, hvem vi var og hvad vi lavede der. Men ellers var de meget venlige.”

Problemet var, at danskerne aldrig helt vidste, om de civile var i ledtog med Taliban:

”Når vi var kørt ud i ørkenen og ventede på at blive engageret af fjenden, kom der børn, kvinder og mænd hen og ville snakke. Det var da lidt mystisk ikke at ane, om der var en, der havde en bombe på sig. Jeg blev da lidt paranoid, især i starten”.

Dertil kom de civile tab, som Kasper ved, at han som morterskytte selv har været med til at forårsage:

”Vi stod bag mange af tabene, både blandt civile og talibanere, eftersom vi havde det tungeste våben i kompagniet. Og der er desværre også en del civile tab. Deriblandt børn. Jeg er glad for, at jeg ikke selv havde børn dengang. Det ville jeg have haft svært ved at forholde mig til”.

Når soldaterne på landjorden var færdige, så kom flyene og tog sig af resten. Også i den forbindelse kan Kasper spekulere over, hvad prisen har været for de civile:

”Som regel bombede vi et område, og når det var ved at ebbe ud, blev der kaldt en stor flybombe ind for at gøre arbejdet færdigt – også i bebyggede områder. De fleste civile havde nok forladt området, men man ved jo i realiteten ikke, om der er nogen, der gemmer sig derinde. Der synes jeg måske det er lidt voldsomt at kalde en 500 punds flybombe ind. Folks huse bliver jo også fuldstændig smadrede”.

Galleriet herunder indeholder billeder fra Afghanistan taget af danske soldater, presseofficerer og fotografer i 2008. Alle stillet til rådighed af Hærens Operative Kommando (HOK).

Du kan se flere af Forsvarets billeder fra Afghanistan her

Hvis du vil vide mere om den danske militære indsats i Afghanistan, kan du besøge Forsvarets hjemmeside her

Druk og spil

I februar 2009 var det slut. Og så alligevel ikke. For Kasper havde svært ved at komme tilbage til dagligdagen efter oplevelserne i Afghanistan:

”Det var jo en lettelse at komme hjem i live, så fra 2009 til 2011 festede jeg bare igennem og havde det super sjovt. Men det tog overhånd. Der gik et par år med spil og alkohol. Ekstrem druk, hvor jeg vågnede op forskellige steder og ikke kunne huske, hvad der var sket. Og i en periode spillede jeg også flere gange om dagen. Også for at holde mig beskæftiget med noget, hvor man ikke har fokus på det, man egentlig burde bearbejde. Det var en flugt”.

Men til sidst satte Kaspers kæreste Freja foden ned og forlangte, at han var der for hende og deres lille datter. Han kom i alkoholbehandling og fik styr på sin stress og på nogle problemer, der til dels bundede i hans opvækst, men som var blevet forstærket af oplevelserne i Afghanistan:

”Jeg priser mig lykkelig for, at Freja ikke bare skred, men gav mig en chance. Ellers tror jeg, at jeg havde kørt på og var blevet en af dem, man ser nede på veteranhjemmet i Fredericia, som ikke har det supergodt”.

”Jeg håber, vi har gjort en forskel”

Nu, fem år efter, kan Kasper også se, at tiden som udsendt har modnet ham:

”Jeg tror, det har været godt for mig. Når jeg kommer helt ud på den anden side, efter mit druk og mit spil, så tror jeg, at jeg også har fået nogle gode ting med derfra. Jeg har fået oplevelsen. Og så er jeg også blevet bedre til at have overblik i pressende situationer”.

Om Afghanistan også har fået noget positivt ud af den danske krigsindsats – det er han mindre sikker på:

”Jeg håber virkelig, vi har gjort en forskel, men jeg ved det sgu ærlig talt ikke. Jeg har meget svært ved at forholde mig til det”.