“Må gud beskytte jer alle – jeres arbejde er velsignet”


Af Michael Trant, Senior Technical Advisor, DDG, Afghanistan

Vi er på vej mod et minefelt i Samangan distriktet i det nordlige Afghanistan, da en mand kommer hen til vores lille gruppe:

”Hvordan har du det? Hvordan er dit helbred? Hvordan går det med familien?” spørger han. Hans navn er Quarban Shah og han er en af Afghanistans mange nomader, eller Kuchier, som de kaldes i Afghanistan.

Det kan tage noget tid at hilse på hinanden i Afghanistan, men måden at hilse på har en varme og venlighed, der virkelig bryder isen og efterlader en afslappet og behagelig stemning i gruppen.

Jeg er i gang med at inspicere et af DDG’s minerydningsprojekter i Khulum Shorba, da jeg møder Quarban Shah. Hans fåreflok, der lige har fået lam, græsser i nærheden. Ud over fårene har han selskab af to muldyr, to heste og en afghanske myndehvalp.

Selv om vi allerede har kortlagt de 19 identificerede minefelter i det umiddelbare område, kan det give god mening at tale med de lokale. De kan måske komme med nye informationer om situationen i området, der kan ændre vores prioriteter, så vi påbegynde minerydningen et andet sted end planlagt. I det mindste kan de måske bekræfte det, vi allerede ved i forvejen.

Og selvom et område måske kan virke isoleret og ubefolket, er det ikke altid tilfældet. Quarban Shah fortæller mig, at der er 300 familier, der bevæger sig gennem Khulum Shorba under forårsmigrationen. Det svarer til to tusind mennesker, for ikke at tale om de store mængder får, geder, muldyr, æsler, hunde og kameler, der er grundlaget for Kuchiernes eksistens.

Kuchierne bruger året på at vandre rund efter græsningsarealer til deres dyr. Alt hvad de ejer pakkes på deres æsler, muldyr og kameler hver morgen og læsses af samme aften flere kilometer senere. Når de finder et større græsningsareal, slår de måske lejr for en uge eller længere, mens dyrene finder græs rundt om lejren. Når de har græsset nok, og inden de overgræsser, bevæger de sig videre, så græsset kan regenerere og der er græs næste år når de kommer igen ad deres traditionelle migrationsrute. Disse mennesker levede økologisk og i pagt med naturen længe før det blev moderne.

Det er ofte nomadernes dyr, der bliver ramt af de mange landminer, der ligger i jorden. Foto: Jens Kjær Jensen

DDG har allerede ryddet miner i området, og mens vi taler, kigger vi på Quarban Shahs får og kid, der græsser på en bjergskråning, der indtil for et år siden var et minefelt.

”Jeg kender to mennesker, som har trådt på landminer i dette område, og min familie har mistet 80 får, fem hunde og to kameler over årene under forårsmigrationen, når vi har rejst igennem dette område,” siger han, hvilket viser, at minerydning er nødvendigt – også i områder, der umiddelbart virker forladte og mennesketomme.

Quarban kigger op mod sin flok og ser, at de er langsomt på vej op over bakken.

”Undskyld mig, jeg må op og hente min flok. De er på vej ind i et mineret område,” siger han.

Vi får alle et håndtryk og inden han vender sig om for at gå siger han:

”Tak for jeres indsats, det betyder rigtig meget for os. Må Gud beskytte jer alle – jeres arbejde er velsignet”.

Læs den engelske originalartikel på Danish Demining Groups hjemmeside her