Mujahedinens datter


Razia måtte som barn flygte fra Afghanistan, fordi hendes far var blandt de hellige krigere, der bekæmpede Sovjetstyret. Efter en meget lang rejse, der blandt andet involverede en natlig flugt fra et nonnekloster, sidder hun nu i Danmark, og kan med undren se sine egne børn vokse op som danskere.

Hvad har vi ikke været igennem for at komme til dette…”, Razia Mohammadi kigger ud af vinduet og fortsætter: ”…meget kolde land?

Hendes spørgsmål bliver stillet med et smil på læben. Men smil og glæde var der ikke meget af under de mange år med krig, undertrykkelse og flugt, der er gået forud for hendes ankomst til Danmark.

Razia er datter af en mujahedin – en af de ‘hellige krigere’, der i 1980erne kæmpede mod den sovjetiske invasion i Afghanistan. Det gjorde hans liv farligt, og derfor flygtede hele familien til Iran, da den i dag 30-årige Razia var ganske lille:

Vi var i Iran i 18 år. Det var der, jeg blev gift og fik mine to ældste børn. Vi boede der, men vi levede ikke. Vi havde jo ikke nogen identifikationspapirer, og det gjorde, at vi hverken kunne gå i skole eller få et arbejde. Mændene arbejdede sort og børnene fik hjemmeundervisning. Politiet var hårde ved os, og de civile iranere nød at mobbe og svine os til offentligt”.

En dag blev det for meget for Razia og hendes familie. Razias far fik fat i nogle menneskesmuglere, der skulle få dem til enten til Holland eller Sverige, hvor faderen havde venner.

Alene og gravid

Første skridt på vejen hed Tyrkiet, som skulle krydses til fods og i dybeste hemmelighed:

Ingen af os vidste, at vi skulle gå så meget. Vi gik konstant. Over bjerge, rundt om floder, gennem skove. Vabler og kramper skulle plejes lige så ofte som tørsten og sulten. Efter nogle dage havde vi ikke mere mad, og vi var så udmattede”, fortæller Razia.

De flygtende var blevet delt op i mindre grupper for at kunne bevæge sig hurtigere og gemme sig nemmere – men det betød, at Razia og hendes to små børn blev væk fra Razias mand og resten af familien.

Den unge kvinde var nu alene, og skræmt fra vid og sans. Men hun var også fuld af de triste minder om krig fra Afghanistan og elendighed fra Iran – og hun besluttede, at alt det havde hun lagt bag sig. Hun skulle ikke tilbage nu. Kun frem.

Hun havde heldigvis lidt penge på sig, og med hjælp fra andre afghanske flygtninge lykkedes det hende at blive smuglet til Grækenland i en lille gummibåd og videre til Italien.

Men i Italien faldt Razia om og besvimede. Da hun vågnede igen, var hun på hospitalet. Ved siden af hende stod en iransk læge og forklarede hende, at hun skulle spise og drikke noget, ellers ville barnet tage skade. Razia var gravid.

I kloster

Efter nogle mislykkede forsøg på at flygte videre bad hun hospitalet om hjælp, og blev sammen med børnene sendt videre til et nonnekloster. Men det skabte andre problemer:

Til aftensmaden skulle vi folde hænderne og bede en eller anden bøn, som jeg ikke gik med til, for vi er jo muslimer. Det blev de sure over, og nogle af dem kaldte os terrorister, da de fik at vide, at vi var fra Afghanistan. Jeg nægtede at spise noget, og så blev vi låst inde i et værelse på tredje etage”.

I flere dage ville Razia ikke spise – hun ville ikke være en del af klosteret. Nonnerne nægtede til gengæld at lukke familien ud, og Razia begyndte selv at lede efter en flugtvej. På et toilet i gangen, der aldrig blev brugt, faldt hendes blik på et lille vindue over vasken. Og så begyndte hun at binde lagner og dynebetræk sammen:

Jeg havde jo set på film, at det var sådan, man gjorde. Først smed jeg vores bylter med tøj ud af vinduet, og derefter hejste jeg mig selv ned, og så kunne jeg tage imod børnene dernede. De var utrolig gode og rolige. Jeg havde også skræmt dem med, at hvis det her ikke lykkedes, så ville vi alle sammen ryge i fængsel for livstid”.

Razia

Alt det, vi har været igennem, giver os mulighed for at drømme om fremtiden“. Arkivfoto: Tahir Bakhtiary

Med børnene som tolk

Men det lykkedes. Flugten fortsatte med kurs mod Sverige, og det gik godt – lige indtil familien blev stoppet af politiet på Københavns Hovedbanegård. Så måtte de i stedet søge asyl i Danmark – og fik det.

I dag bor Razia derfor i Aarhus med sine tre børn – en datter på 13, en søn på 11, og så efternøleren, en søn på 5. Børnenes far og resten af familien har hun ingen kontakt med. Hun ved ikke, om de sidder i fængsel i Italien eller er druknet i havet.

Men trods det er hun og børnene faldet godt til i Danmark. Razias venner og bekendte er stadig primært andre afghanere, mens det ser anderledes ud for børnene:

De går i skole, har fået venner og veninder. De er en fuldt integreret del af det danske samfund. Jeg kan klare mig nogenlunde på dansk, men er slet ikke så god som dem. I min hverdag er jeg heller ikke omgivet af danskere – ikke på samme måde som mine børn”.

Razia forklarer, at børnene ind i mellem må agere tolk for hende, hvilket hun har det ambivalent med – hun er på den ene side stolt over, at børnene er så fuldkommen tosprogede, men hun ville også ønske, at hendes eget danske var bedre.  Samtidig er det vigtigt for hende at være en del af det afghanske miljø i Danmark, så hendes børn fortsat kan vedligeholde deres sprog, dari, og deres kendskab til afghansk kultur og tradition.

Og Razia drømmer stadig om Afghanistan. Hun ønsker, at børnene fortsætter i skole og får en uddannelse, og at de senere vil vende tilbage og hjælpe til med genopbygningen af hjemlandet:

Alt det, vi har været igennem, giver os mulighed for at drømme om fremtiden”.