Farvel til fædrelandet


I 1980erne arbejdede Taj Mohammed og Aliha Taj for det kommunistiske styre i Afghanistan. Så da Sovjet trak sig ud i 1989 og landet eksploderede i borgerkrig, betød det et årti under jorden, før parret i 2001 kom til Danmark med deres tre børn. I dag elsker familien deres nye hjemland – men det gamle kan de knap nok genkende.

Hvis jeg har været i Tyskland eller et andet sted, og jeg krydser grænsen tilbage til Danmark, så tænker jeg: ‘Ah! Jeg er hjemme!’. Jeg bliver lidt lettere i kroppen”.

Taj Mohammed Taj slår ud med armene i den lyse stue i Middelfart, hvor han bor med sin kone, Aliha, og hvor også to af deres tre børn denne decemberdag i 2013 er hjemme på juleferie. På væggen hænger der dansk kunst som en understregning af, at familien har taget Danmark til sig i løbet af de snart 13 år, de har boet her.

Kabul som byen så ud i 1988, da Taj og Aliha boede der. Foto: UN Photo/John Isaac

Kabul som byen så ud i 1988, da Taj og Aliha boede der. Foto: UN Photo/John Isaac

Det var ellers ikke den fremtid, der lå i kortene op gennem 1980erne, da parret boede i Kabul og så småt var ved at skabe deres lille familie:

Vi var meget tilfredse med vores arbejde, med vores lille lejlighed, med vores by. Vi havde aldrig tænkt på at flytte fra Afghanistan. Aldrig. Men da Taliban kom til magten, og mujahedin før Taliban – da blev livet i Afghanistan anderledes”, husker Taj.

En del af det gamle styre

I perioden mellem 1979 og 1989 var Afghanistan besat af Sovjetunionen, der beskyttede landets kommunistiske regering mod de mange modstandsgrupper i landet, der gik under fællesbetegnelsen mujahedin – ‘hellige krigere’.

Det var en god tid for Taj og Aliha. Begge arbejdede de for det kommunistiske styre: Taj var leder af Kabul Universitets afdeling for Marxisme og Leninisme samt ministerrådgiver, mens Aliha var ingeniør i Byggeministeriet. Begge var politisk aktive, og Taj skrev artikler, der kritiserede mujahedin for deres sammenblanding af religion og politik.

Men da Sovjet i 1989 trak sig ud af landet tog de islamiske oprørere over, og livet tog en drastisk drejning for familien Taj. Som det gamle regimes støtter blev de snart jaget vildt:

Vi boede ikke det samme sted i længere tid af gangen”, fortæller Aliha. ”Efter 1992 flyttede vi hele tiden, ud på landet eller til andre byer. Vi kunne ikke bo i vores hus”.

Som kvinde måtte hun ikke længere gå ud alene, hun måtte ikke arbejde, hun måtte ikke vise sig uden burka. Det sidste skulle imidlertid vise sig at være en fordel som forfulgt:

For mig var det nemmere – jeg kunne bare tage burka på, så kunne de ikke kende mig”, smiler hun.

For Aliha og andre kvinder, der blev forfulgt af Taliban, fungerede burkaen som et velkomment skjulested. Arkivfoto: Tahir Bakhtiary

Det nye hjemland

I sidste ende valgte familien derfor at flygte, og skæbnen ville, at destinationen kom til at hedde Danmark. De menneskesmuglere, der fik 25.000 dollars for at smøre høj og lav og skaffe familien pas, visa og transport ud af Afghanistan, skulle ellers have sørget for, at de kom til England. Men på halvvejen blev planen lavet om til Danmark – eller intet.

Familien Taj valgte det første, og det har de ikke fortrudt.

Asylcenter Holmegaard på Langeland blev familien Tajs første møde med Danmark. Foto: Langeland Kommune

Asylcenter Holmegaard på Langeland blev familien Tajs første møde med Danmark. Foto: Ole Borch/Langeland Kommune

De understreger tværtimod, at de altid er blevet modtaget med åbne arme af danskerne. Både i det asylcenter på Langeland, der blev deres første møde med landet, i den lille landsby Vorbasse, hvor de skulle bo de første tre år, og i deres senere hjem i Brørup og nu Middelfart. Alle steder har de fået venner og støtter.

Ikke mindst for børnene har det været en fordel, at familien startede deres danske tilværelse ude i landsbyerne. Det forklarer den mellemste af de tre, Khaled på 24, der netop har afleveret speciale i molekylær biologi på Aarhus Universitet. Hans storebror er 26 og hans lillesøster er 21. Dermed er de alle tre født i Afghanistan, men har levet omkring halvdelen af deres liv i Danmark:

Så snart vi flyttede væk fra asylcentret, til Vorbasse og siden til Brørup, så kom vi jo i kontakt med meget få andre udlændinge”, fortæller Khaled. ”Det er meget anderledes for dem, der er i de store byer, for de kan hele tiden omgive sig med andre udlændinge. Og efter hvad jeg har set, så har dem, der kommer fra de små byer, nemmere ved at begå sig”.

For et barn kommer det naturligt at tilpasse sig og tilegne sig en ny kultur, og som resten af familien føler han sig i dag som dansker. Noget, han især blev opmærksom på, da han i en periode studerede i England:

Da mærkede jeg virkelig, hvor meget jeg havde til fælles med andre danskere. Når man er her i Danmark kan man godt tænke, at man er lidt anderledes – man ser anderledes ud og taler måske med lidt accent. Men så snart jeg flyttede, så kunne jeg godt se – og jeg tror også, de andre danskere kunne se – at de havde langt mere til fælles med mig end med andre europæere, for slet ikke at tale om ikke-europæere. Vi snakker samme sprog og vi forstår hinanden langt bedre”.

“De siger, Taliban er vores brødre”

Af samme årsag kan Khaled heller ikke forestille sig at flytte tilbage til Afghanistan:

Jeg kan godt se, at jeg har rigtig meget tilfælles med andre herboende afghanere. Men ikke med afghanere i Afghanistan. De ville være svære for os at omgås, specielt dem helt uden uddannelse. De har meget anderledes vaner og værdier”.

Forældrene er enige. Aliha har, som den eneste i familien, været tilbage i Afghanistan, da hun i 2012 tog over for at besøge sin søster. Men hendes fædreland havde ændret sig:

Det er et andet land, Afghanistan“, siger hun. “Man kan ikke kende det mere“.

Familien er enige om, at den internationale intervention i 2001 har ført til visse forbedringer. Men problemerne med korruption i regeringstoppen og et stadig stærkere Taliban lægger et tungt låg på optimismen:

Selvfølgelig er det bedre end før. Men vi har haft store forventninger, for regeringen i Afghanistan har fået 100 milliarder dollars fra det internationale samfund. Og hvor er de forsvundet hen?” spørger Taj retorisk. ”Den afghanske befolkning vil have udvikling, men terroristerne og krigsherrerne vil have magt og penge. Og selv præsidenten i Afghanistan siger nu, at Taliban er vores brødre – selvom de sprænger sikkerhedsfolk og politifolk i luften”.

Nej, familien Taj har fundet deres nye hjem i Danmark, og her bliver de.

Det, vi savner mest ved Afghanistan, er vejret”, siger Aliha, mens decemberregnen falder udenfor de store vinduer. ”Der er varmt i Afghanistan!