Foregangskvinder


Der har altid været kvinder i Afghanistan, der har udfordret den meget mandsdominerede stammekultur ved at insistere på samme muligheder og rettigheder som mændene i forhold til uddannelse, arbejde og fritidsaktiviteter. Nogle af disse kvinder kan du møde her.

Der er Malalai Joya – den mest berømte, afghanske politiker næst efter Hamid Karzai, som har talt de konservative kræfter i parlamentet ret imod, og som er blevet portrætteret af den danske filmskaber Eva Mulvad.

Der er de to søstre og helikopterpiloter Latifa og Laluma, der har kæmpet mod Taliban, men får deres sag for mod det katastrofale afghanske sundhedssystem.

Og så er der Afghanistans første kvindelige cykelhold, der drømmer om OL, selvom de bliver chikaneret, når de træner.

Piloterne

Denne korte film, produceret med støtte fra det danske Udenrigsministerium, fortæller historien om søstrene Latifa og Laluma.

I 1991 blev de begge uddannede som helikopterpiloter – som de første og hidtil eneste kvinder i Afghanistans historie.

Få år efter kom Taliban til, og det blev forbudt for kvinder at arbejde. Søstrene fløj stadig – de transporterede sårede for Nord-Alliancen, der kæmpede mod Taliban.

Siden Taliban blev væltet i 2001 har de fløjet VIP-helikopter. Derudover arbejder de aktivt på at få den afghanske pilotskole til at åbne for optag af piger, så andre kvinder kan få samme muligheder som dem selv.

Men som filmen også viser, så rummer det afghanske samfund farer for kvinder, som selv ikke de modigste piloter kan overvinde: Laluma bliver del af en sørgelig statistik – nemlig at det fortsat er 800 gange farligere at føde et barn i Afghanistan end i Europa. Og Latifas kampgejst forsvinder med søsteren.

Cykelholdet

De siger, at kvinder ikke har ret til at cykle på gaden. Men vi siger, at det er vores ret, og at de tager den fra os. Og så kører vi videre“.

Sådan siger en af rytterne på Afghanistans første kvindelige cykelhold nogensinde, i dokumentaren Afghan Cycles, som du kan se traileren for herover.

At cykle for sportens skyld er ikke et udbredt fænomen i Afghanistan, og at kvinder gør det er absolut en sjældenhed – i konservative miljøer bliver det stadig anset som voldsomt umoralsk, at kvinder sidder overskrævs på en cykel.

Så når rytterne i Afghan National Women’s Cycling Team træner, så sker det ofte på varierende tidspunkter, af forskellige ruter og altid i selskab med deres træner eller en anden mandlig eskorte – alt sammen for at undgå diskrimination.

Men de cykler videre, og støtten til dem vokser. Ikke mindst i det internationale samfund, hvor holdet har fået massiv pressedækning såvel som økonomisk support, især via den amerikanske NGO Mountain2Mountain.

De kvindelige ryttere er for manges vedkommende rene novicer på en cykel, men det har ikke forhindret holdet i at deltage i flere konkurrencer i udlandet – og de drømmer om et skønne dag at deltage i de Olympiske Lege.

Cykelrytter, photo-credit-mariam-alimi-39

Et medlem af Afghan National Women’s Cycling Team. Foto: Mountain2Mountain/Mariam Alimi

Politikeren

Malalai Joya, 2013. Foto: www.malalaijoya.com

Malalai Joya, 2013. Foto: www.malalaijoya.com

I 2004 blev den blot 25-årige Malalai Joya en verdensberømthed. Hun var blevet valgt som medlem af den nationale forsamling, der skulle ratificere Afghanistans grundlov, men under forhandlingerne skabte hun stor opstandelse ved i skarpe vendinger at kritisere, at der var kriminelle og krigsherrer til stede i rummet – mennesker, som ifølge Joya snarere burde retsforfølges end have indflydelse på landets fremtid.

Joya blev smidt ud af forsamlingen – men hun var ikke slået. Tværtimod stillede hun to år efter op til parlamentsvalget og blev valgt ind. Men også i parlamentet var adskillige af hendes kolleger kendte krigsherrer og narkobaroner, og Joya fortsatte med at råbe op om det, hvilket førte til, at hun to år efter blev suspenderet fra sin post.

På det tidspunkt havde hun imidlertid for længst vundet det internationale samfunds opmærksomhed, ikke mindst på grund af den danske filminstruktør Eva Mulvads dokumentar om Joya fra 2006, Enemies of Happiness, der vandt et hav af priser.

I filmen kan man se, hvordan Joyas valgkampagne hele tiden må indrette sig efter sikkerhedshensyn. Noget, Eva Mulvad oplevede på egen hånd, da hun første gang mødte Joya:

Hun boede midlertidigt i Kabul på det tidspunkt, men måtte, mens vi var på besøg hos hende, pludselig bryde op fra huset fordi der var rygter om, at hun boede i området. Den slags var farligt for hende, fordi så mange ville hende til livs“, har filminstruktøren fortalt.

Men Mulvad husker også, hvordan politik ikke kun var noget potentielt dødeligt i Afghanistan på det tidspunkt, men også noget levende og livsnødvendigt på en helt anden måde end herhjemme:

Her betød det virkelig noget, hvem der blev valgt, for i Afghanistan var der på det tidspunkt, i 2005, håb om en helt ny og bedre fremtid. Den energi var fantastisk at møde, fordi vi i Danmark har en tendens til at være meget magelige og passive når det kommer til politik. I Afghanistan var det liv og død“.

Det er det fortsat for Joya. Siden hun måtte forlade parlamentet, har hun fået megen international hæder og priser for sin stadige kamp for menneskerettigheder og ligestilling i Afghanistan.

Hun er imidlertid også en kontroversiel figur i Vesten, fordi hun ikke blot kritiserer sit lands fundamentalister og krigsherrer, men også har taget stærkt afstand fra den amerikansk-ledede invasion af Afghanistan og den vestligt støttede præsident Hamid Karzai.