Taliban til magten


“Taliban”, bevægelsen af religiøse studenter, dukker op på den politiske og militære scene i Afghanistan i 1994. I løbet af to år erobrer bevægelsen kontrollen med hele det sydlige Afghanistan, og i efteråret 1996 indtager de hovedstaden Kabul.

Bevægelsen begrunder sin succes med rettroenhed, retfærdighedssans, mod og gudfrygtighed. Analytikere er dog enige om, at bevægelsens militære triumfer især skyldes pakistansk og saudi-arabisk støtte.

I de fem år, Taliban har kontrollen med Kabul og størstedelen af Afghanistan, bliver bevægelsen kendt for brutal undertrykkelse af kvinder, barbariske afstrafningsmetoder, absurde forbud mod musik, drageflyvning og sangfugle, ødelæggelse af Afghanistans kulturarv og massakrer på krigsfanger og civile – men også for at skabe fred og sikkerhed i de kontrollerede områder.

Talibankriger. Foto: Moesgård Museum

28-årig Talibanvagt ved Khost. Som de fleste andre talibanere er han opvokset på en ‘madrassa’, en koranskole. Foto: H.C. Jacobsen, 1997

Guds uovervindelige krigere

Omstændighederne omkring Talibans oprindelse er uklare. Bevægelsen knytter sin egen selvforståelse til en række, om ikke mytiske så dog selektive fremstillinger af de historiske kendsgerninger vedrørende erobringen af kontrollen med Kandahar i 1994.

Ifølge myterne samlede mullah Omar en gruppe religiøse studenter omkring sig for at befri den krigstrætte befolkning for de korrupte modstandsledere. Som en af sine første bedrifter befriede en letbevæbnet Talibangruppe en pige, der var blevet kidnappet og misbrugt af en lokal kommandant. Herefter sluttede stadig flere frivillige sig til bevægelsen, der hurtigt erobrede magten i Kandahar.

Historierne om de rettroende, ubestikkelige og gudfrygtige religiøse studenter giver den pashtunske bevægelse en religiøs legitimitet blandt de sydafghanske pashtuner, der opfatter bevægelsen som “Guds uovervindelige krigere”.

Pakistanske forbindelser

Observatører forklarer Talibanbevægelsens sejre med henvisninger til en massiv støtte fra forskellige institutioner i Pakistan og økonomisk hjælp fra Saudi-Arabien.

Den pakistanske efterretningstjeneste ISI menes at støtte Taliban med militærrådgivning, våben og indførelse af et stort antal moderne pick-up trucks finansieret af arabiske stater.

Ved at anvende pick-up trucks opnår Taliban en enestående mobilitet på de elendige veje i Afghanistan og kan derved iværksætte lynhurtige overraskelsesangreb, når lokale kommandører ikke vil lade sig bestikke eller true til overgivelse.

ISI støtter Taliban i håbet om, at bevægelsen kan skabe et fredeligt Afghanistan, der kan fungere som en trofast allieret for Pakistan i konflikten med det hinduistiske Indien. Et fredeligt og sikkert Afghanistan kan også stabilisere den pakistanske økonomi ved at øge muligheden for samhandel med Centralasien.

De islamiske partier i Pakistan

Taliban modtager også mandskab via de islamiske partier i Pakistan, der betragter Taliban som et retfærdigt islamisk alternativ til korruption og ineffektivitet. Partierne driver koranskoler, madrassaer, hvorfra Taliban rekrutterer størstedelen af sine soldater. I koranskolerne undervises afghanske drenge fra flygtningelejrene i en fundamentalistisk opfattelse af islam samt i elementær våbenbrug.

Det opfattes også som sikkert, at den magtfulde regionale smuglermafia støtter Taliban økonomisk, blandt andet for at kunne færdes på vejene i Afghanistan uden risiko for at blive overfaldet af lokale røverbander.

28-årig Talibanvagt ved Khost. Som de fleste andre Taliban er han opvokset på en koranskole, madrassa. Foto: Moesgaard Museum

Talibansoldat poserer for fotografen ved en vejspærring i Khost. Ifølge hans eget udsagn har han været ved fronten 20-30 gange. Foto: H.C. Jacobsen, 1997

Enheden for dydens fremme

Indtil erobringen af Kabul i efteråret 1996 erklærer Taliban, at bevægelsen alene har til formål at skabe fred og sikkerhed, indtil en legitim regering kan overtage magten.

Løfterne om ikke at føre politik gøres dog til skamme. Talibans politiske ambitioner kommer tydeligst til udtryk, da mullah Omar påberåber sig religiøs legitimitet som “Amir al Mumi’nin” – de rettroendes leder.

Straks efter erobringen af hovedstaden begynder Taliban at lukke de resterende pigeskoler og udsende dekreter, der begrænser kvindernes muligheder for at færdes offentligt. Til at håndhæve dette, samt de mange forbud mod drageflyvning, sangfugle, hanekamp, klaprende kvindesko, kort skæglængde og “Titanic-hår”, anvender Taliban et særligt religiøst politi kaldet “Enheden for dydens fremme og bekæmpelse af synd”. Det mødes med frygt og stiltiende foragt af den almindelige bybefolkning, der finder forbuddene absurde og latterlige.

Taliban og USA

Indtil 1996-1997 er forholdet mellem Taliban og USA præget af gensidig forståelse. Den amerikanske regering støtter således et amerikansk olieselskab i planerne om at bygge en olie- og gasrørledning fra Turkmenistan gennem Afghanistan til Pakistan.

Efter 1996 begynder den amerikanske regering efter pres fra kvindesagsgrupper i USA at kritisere Taliban for brud på menneskerettighederne. I 1998 forsøger USA efter terroraktionerne mod de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania forgæves at få Taliban til at udlevere bin Laden. Herefter sender USA krydsermissiler mod en række formodede Osama bin Laden-terroristtræningslejre i Østafghanistan.

Efter 11. September 2001

Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 intensiverer USA presset på Tali­ban, der stadig ikke vil udlevere bin Laden.

Kulminationen kommer den 7.oktober 2001, da den internationale alliance mod terrorisme med USA i spidsen indleder sit luftangreb på Talibans stillinger i Afghanistan.

Soldat og ødelagte tanks i Afghanistan. Foto: Moesgaard Museum

En dansk soldat mellem ødelagte tanks. Foto: H.C. Jacobsen 2001

Indtil da har Taliban været dominerende i den uaf­brudte krig mod de resterende modstandsgrupper, der har allieret sig i den såkaldte Nord-Alliance, men luftangrebet svækker bevægelsen, der mister kontrollen med byen Mazar-i-Sharif den 1. november. Herefter falder store dele af Talibans mil­itære apparat fra hinanden, og den 13. november kan Nord-Alliancen rykke ind i Kabul, efter at Taliban har trukket sig ud af byen.

Enkelte Taliban-enheder holder ud en tid omkring Kunduz i nord og Kandahar i syd, men det står klart, at Taliban har mistet det overordnede herredømme i landet. Dette overgår i stedet, efter Bonn-aftalen i 2001, til en overgangsregering, hvori flere krigsherrer fra Nord-Alliancen får fremtrædende pladser.