Alene på flugt


Ali Husseini er ikke fyldt 30 endnu, men han har allerede haft tre liv. Som købmandens den ældste i en afghansk landsby. Som illegal flygtning gennem Asien og Europa i seks lange år. Og som ‘ny dansker’. Meget kunne være gået galt undervejs – men skæbnen ville det anderledes.

Jeg husker tydeligt den dag, de kom til vores landsby. Folk var virkelig bange. Vi havde hørt så meget om Taliban. At de hængte folk, skar i folk”.

Årstallet husker Ali ikke præcist. Taliban begyndte allerede at sprede sig i Afghanistan i 1994, men der gik et par år, før de nåede frem til Alis lille landsby i den centrale Uruzgan-provins.

Købmandsbutik

I købmandsbutikken gjaldt der særlige regler for Taliban. Arkivfoto: Tahir Bakhtiary

Alis far havde en lille købmandsbutik ved siden af sit landbrug, og han lærte snart, at der gjaldt særlige regler for Taliban:

De kunne komme og handle ind i butikken og sige ”Jeg betaler en anden gang” – og du kunne ikke sige fra. Du kunne ikke sige ”Du betaler nu!”. For hvis du gjorde det, så ville de slå dig ned”, erindrer Ali.

Men faktisk har han ikke mange minder om tiden under Taliban – han blev nemlig smuglet til Pakistan kort efter:

Hvis man, som jeg, var omkring femten år og dreng, så mente Taliban, at man skulle sendes på koranskole – og i krig. Så forældrene blev bekymrede for deres børn, og vi blev smuglet ud af landet”.

Reddet af en lommekniv

Ali og andre unge fra landsbyen blev sendt til Pakistan, med besked om at komme tilbage om et halvt års tid, når krigen var slut eller Taliban forsvundet.

Ingen af delene skete.

Så Ali, der aldrig tidligere havde været udenfor provinsen, flygtede i den anden retning – ud på en rejse, der skulle vare i seks år.

Først tog han og nogle af kammeraterne til Iran, hvor de i et par år arbejdede illegalt – til slaveløn og i konstant frygt for at blive opdaget og sendt tilbage i armene på Taliban.

Derefter valgte Ali at flygte tværs gennem Tyrkiet til Istanbul – porten til Europa. Uger med natlig vandring i de tyrkiske bjerge, dagene tilbragt i skjul. Derefter videre fra Istanbul til Grækenland i en gummibåd, der mirakuløst klarede overfarten med tre gange så mange illegale passagerer, som den havde kapacitet til. Og mareridtet under en lastbilpresenning fra Grækenland til Italien, hvor Ali og en kammerat ville være døde af tørst og varme, hvis ikke det havde været for en lille lommekniv, som kammeraten havde lånt dagen før for at skære en vandmelon ud, og som nu i stedet blev brugt til at skære sig vej ud i friheden.

Ali fortæller den dramatiske historie med dæmpet stemme og hovedrysten:

Nu tænker jeg da, at det er umuligt. At det ikke er mig, der har taget den tur. For mig er det kun skæbne, at jeg er her i dag. Ikke andet”.

Drømmen om Norge

Ali og hans kammerat nåede usete og uskadte til Italien og videre op gennem Europa. De havde et mål: Norge.

Vi havde hørt så mange historier på vejen – sande og usande. Der var nogen, der fortalte os, at du slet ikke kunne få asyl i Danmark og i Tyskland, og ville blive sendt tilbage, mens det var fint i Norge”.

Men kun kammeraten nåede til Norge – Ali blev snuppet allerede ved grænsen fra Tyskland til Danmark. Han var derfor tvunget til at søge asyl i Danmark, og fik det da også – på trods af de advarsler, han havde hørt.

Han husker stadig interviewet med myndighederne, hvor han blandt andet blev spurgt om, hvor i Danmark han ønskede at bo:

Det vidste jeg jo ikke. Jeg kendte overhovedet ikke Danmark, og jeg var også ligeglad – bare jeg fik asyl!

Ali har fået uddannelse og netværk i Danmark, men han mener selv, han er blandt de heldige: "Jeg kender rigtig mange, der kommer alene og får det svært"

Ali har fået uddannelse og netværk i Danmark, men han mener selv, han er blandt de heldige: “Jeg kender rigtig mange, der kommer alene og får det svært”

I Danmark

Ali fik tildelt en lejlighed i Ry, mellem Silkeborg og Aarhus. Her boede han i to og et halvt år, før han tog videre til Kalø Sproghøjskole, og derefter flyttede til Aarhus, hvor han stadig bor i dag – ti år efter ankomsten til Danmark.

Et årti, som han først og fremmest har brugt på at indhente al den skolegang, som de seks år på flugt har snydt ham for. Han har lært dansk og engelsk, taget 9. og 10.klasse, og er for nylig blevet færdig med uddannelsen som pædagogassistent. Og så har han fået venner – danske såvel som udenlandske.

Han har også været frivillig i Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk, DFUNK. Her har han mødt mange unge, uledsagede flygtninge fra Afghanistan, der har det svært i Danmark, så han ved, at han selv har været heldig:

Jeg kunne sagtens være blevet kriminel, alkoholiker eller stofmisbruger. Nu har jeg været i Danmark i ti år, og jeg kender rigtig mange flygtninge, der kommer alene og får det svært. Selvfølgelig kan du skabe dig et netværk, men man skal virkelig arbejde hårdt for det. Jeg har utrolig god erfaring med den danske kultur og befolkning, men danskerne er meget forsigtige og reserverede. Og hvis du er flygtning, så er det ekstra svært for dig at komme tæt på. Jeg kender nogle, der virkelig er ensomme”.

Det bedste liv

Alis lillebror kom til Danmark for fem år siden, af præcis samme rute som Ali, og de to har fundet hinanden igen i Aarhus. Men deres lillesøster og deres forældre ved de intet om. Måske er de stadig i Afghanistan, måske er de flygtet til Iran.

En dag vil Ali gerne gense sin landsby og huset af ler, hvor han voksede op. Men han tror ikke på, at det bliver indenfor en overskuelig fremtid. Især bekymrer det ham, at den afghanske regering nu er begyndt at forhandle med Taliban, og at de internationale styrker efter planen trækker sig ud af landet i løbet af 2014:

Ali frygter for følgerne, når de internationale tropper trækker sig ud af Afghanistan. Foto: Sgt. Teddy Wade/U.S. Army

Ali frygter for følgerne, når de internationale tropper trækker sig ud af Afghanistan. Foto: Sgt. Teddy Wade/U.S. Army

NATO-styrkerne har selvfølgelig trænet afghanske soldater til at forsvare landet, men alligevel – Taliban har meget magt. Det ville være forfærdeligt, hvis de skulle komme til magten igen. For jeg har jo set hvordan de er: Kvinder må ikke vise sig offentligt, piger må ikke gå i skole, man må ikke høre musik”.

Alis egen fremtid ligger i Danmark, det er han ikke i tvivl om. Næste skridt er et arbejde, eller måske en videreuddannelse som pædagog:

Mit ønske og mit mål er at fungere som et normalt menneske, få et job og et liv. Har man uddannelse og job, så er man tilfreds og føler, at man klarer sig selv og klarer sig fint. Det er det bedste liv, tror jeg – at man kan klare sig selv og ikke være afhængig af andre”.