Kommuniststaten


Op igennem 1960’erne og 70’erne bliver Afghanistan i stigende grad påvirket af strømnin­ger udefra. I de større byer lytter man til popmusik og ser indiske kærlighedsfilm i bi­ografen. Et stigende antal kvinder læser på universitetet og går vestligt klædt.

På universiteterne og på militærakademiet læses persiske oversættelser af marxis­tisk litteratur; og den sovjetiske, kinesiske og amerikanske ambassade i Kabul udsender propagandistisk litteratur.

Den fremmede indflydelse på det politiske klima i Afghanistan forstærkes af den mas­sive tilstedeværelse af udenlandske undervisere og rådgivere på de højere læreanstalter, i ministerier og på udviklingsprojekter.

Kommunisterne tager magten

Efter at prins Daoud i 1973 har væltet kongen og udråbt sig selv til præsident, forsøger han at begrænse stammeledernes og de religiøse lederes indflydelse.

Det forøger imidlertid ikke Daouds popularitet blandt kommunisterne, der er skuffede over den langsommelige reform af jordejerforholdene på landet.

Ved den såkaldte “Aprilrevolution” i 1978 bliver Daoud dræbt, og kommunis­terne tager magten.

Brutalitet og håbløse landbrugsreformer

Det afghanske landbrug har gennem århundreder været organiseret efter komplicerede uskrevne regler for forholdet mellem kontraktbønder, daglejere, jordejere og større land­besiddere.

Umiddelbart efter at have overtaget magten i 1978 indfører kommunisterne en række reformer. Reformerne bryder ind i de komplekse sociale strukturer på landet og gen­nemføres tilfældigt og uorganiseret. Da kommunisterne samtidig optræder ekstremt brutalt over for den almindelige befolkning, som anses for at være mindreværdig og uvi­dende, gør befolkningen flere steder oprør.

Sovjetkrigen

I december 1979 er den kommunistiske regering hårdt presset af interne stridigheder og landbefolkningens oprør.

I Sovjetunionen er man bange for at få endnu et islamisk styre langs grænsen til de muslimske republikker i Centralasien, og sovjetiske styrker sendes til Afghanistan som “broderlig assistance” for at redde det kommunistiske styre i Kabul. Derved håber man i Moskva, at man kan beskytte sin “bløde bug” mod endnu et islam­isk styre i et naboland.

Men da Sovjetunionen invaderer Afghanistan i 1979, udvikler modstanden sig til 10 års krig med umenneskelige lidelser til følge.

Med påskriften “Gud er stor” beskytter skjoldet mujahedin mod de sovjetiske kamphelikoptere. Hånden der holder skjoldet, rejser sig ud af et afghansk landkort, hvorpå er skrevet “Hellig krig”. Udklip fra Moesgaards arkiver

I 1970'erne blev det stadig mere almindeligt for yngre, uddannede kvinder at klæde sig vestligt uden slør og hovedtørklæde. Foto: Moesgård Museum

I 1970′erne bliver det stadig mere almindeligt for yngre, uddannede kvinder at klæde sig vestligt uden slør og hovedtørklæde. Foto: Moesgaard Museums arkiver

Hellige krigere – Mujahedin

De sovjetiske styrker og den afghanske regeringshær får hurtigt kontrol over de større afghanske byer, mens de spredte oprør i landområderne langsomt udvikler sig til en samlet modstand­skamp.

I begyndelsen af 1980’erne organiserer modstandsgrupperne sig i omkring 75 islamiske, politiske partier i Iran og Pakistan. De sunni-muslimske modstandsgrupper holder til i Pakistan, mens shia-muslimerne hovedsageligt organiserer modstandskampen fra Iran.

I både Pakistan og Iran støtter myndighederne systematisk enkelte af de mange islam­iske partier, så modstandskampen reelt ender med at blive styret af 7 sunni-muslimske og 3 shia-muslimske partier. De islamiske partier opfatter modstandskampen som en hellig krig. Modstandskæmperne er derfor hellige krigere – mujahedin.

Borgerkrig

Modstandskampen udvikler sig til en grusom borgerkrig, og et stigende antal afghanere slutter sig til de islamiske partier og deres modstandsgrupper.

Den kommunistisk ledede afghanske regeringshær og de sovjetiske styrker dominerer i byerne, mens modstandsgrupperne har kontrollen med landsbyerne og bjergene.

Efter at have modtaget massiv støtte fra især USA og Saudi-Arabien via Pakistan lykkes det i slutningen af 1980’erne modstandsgrupperne at påføre Sovjetunionen så massive menneskelige og økonomiske tab, at stormagten trækker sine styrker ud af Af­ghanistan i 1989.

Krigen koster omkring en million afghanere og 14.000 sovjetiske soldater livet, mens mellem tre og fem millioner afghan­ere flygter til nabolandene.

Foruden de direkte menneskelige omkostninger resulterer krigen i millioner af efter­ladte miner, omfattende ødelæggelser af de vigtige underjordiske vandingssystemer til landbruget og en umulig politisk situation, der udvikler sig til reel borgerkrig.