Spillet om Afghanistan


Indtil midt i 1700-tallet var det område, der i dag kaldes Afghanistan, delt mellem det persiske Safavidedynasti og det indiske Moghulimperium. Området var beboet af flere forskellige stammefolk, hvoraf det største var pashtunerne.

Udbredelsen af henholdsvis Safavidedynastiet og Moghulimperiet i begyndelsen af 1700-tallet. Afghanistan med sin nuværende udbredelse er angivet med rødt. Lavet af Moesgaard Museum

Men efter at have domineret regionen i flere hundrede år bryder det persiske Safavide-dynasti sammen først i 1700-tallet, mens det indiske Moghul-imperium står svækket.

Storriget Afghanistan

I 1747 vælger de pashtunske stammer omkring byen Kandahar hærlederen Ahmed Shah som konge, og han forstår at udnytte det politiske tomrum. Ahmed Shah etablerer hurtigt et storrige, der får navnet Afghanistan – afghanernes land. “Afghan” er nabofolkenes betegnelse for pashtunerne.

Allerede fra sin oprettelse domineres den afghanske stat af et helt centralt politisk tema, der kommer til at præge landets historie. Det er forholdet mellem staten og de forskellige stammer og etniske grupper i landet.

Afg-kort5 [Converted]

Udbredelsen af Ahmed Shahs storrige i midten af 1700-tallet. Afghanistan med sin nuværende udbredelse er angivet med rødt. Lavet af Moesgaard Museum.

I forsøget på at konsolidere kontrollen med landet blev hovedstaden flyttet fra Kandahar til det mere centralt beliggende Kabul.

Alligevel skrumper landet hurtigt ind på grund af intern rivalisering og angreb udefra. Afghanistan er blevet en skrøbelig stat, der i 1800-tallet bliver en vigtig brik i Storbritanniens og Ruslands kamp om magt og indflydelse i Asien.

Stødpudestat

I 1838-’43 invaderer briterne Afghanistan for første gang. Under denne første ’anglo-afghanske’ krig jævner briterne den meget fine, overdækkede basar i Kabul med jorden. Ødelæggelsen af basaren bliver hævnet, da afghanerne senere massakrerer hele det britiske kontingent under dennes tilbagetrækning.

I 1878-80 invaderer briterne igen Afghanistan for at sikre deres interesser i Indien mod russerne, og først i 1896 enes russerne og briterne om at anerkende Afghanistans grænser. Dermed stadfæstes landets status som en “stødpudestat”.

Satiretegning fra en engelsk avis, 1878. Den afghanske amir er klemt mellem den russiske bjørn og den britiske løve. Den satiriske tekst, "frels mig fra mine venner" hentyder til, at Storbritannien forklarede deres invasion af Afghanistan med, at det var en venligtsindet handling overfor den afghanske amir. Udklip fra Moesgaards arkiver.

Satiretegning fra en engelsk avis, 1878. Den afghanske amir er klemt mellem den russiske bjørn og den britiske løve. Den satiriske tekst, “frels mig fra mine venner” hentyder til, at Storbritannien forklarede deres invasion af Afghanistan med, at det var en venligtsindet handling overfor den afghanske amir. Udklip fra Moesgaards arkiver.

Jern-amiren

I forbindelse med fredsslutningen formår den afghanske konge Abdur Rahman med støtte fra briterne at underlægge sig alle stammer og folkeslag i Afghanistan. Kongen etablerer en stærk stående hær og udbygger central- og lokaladministrationen, så indkrævning af skatter bliver mulig. Derved styrkes centralmagtens position i forhold til stammeselvstyret.

Jernamiren

Abdur Rahman blev kendt som Jern-amiren på grund af hans hårdhændede metoder. Foto: Luckow Fry/Moesgaard Museums arkiver

For at understrege sin religiøse legitimitet udnævner kongen sig endvidere til “Amir al Mu’munin” – de rettroendes leder. På den baggrund bliver det muligt at bruge islam som den forenende ideologi, både mod interne og eksterne fjender.

I dag er Abdur Rahman kendt som kongen, der samlede Afghanistan – og for sine hensynsløse metoder, der gav ham tilnavnet ‘Jern-amiren’.

De moderne reformer

Ved sin død i 1901 efterlader Abdur Rahman sig et fredeligt land, der er forholdsvist lukket for omverdenen. Inspireret af den moderne udvikling i Tyrkiet og Iran bestræber hans efterkommere sig på at reformere landet i mere moderne retning. Især i 1920’erne bliver moderniseringen mere synlig, og de første lastbiler begynder at udkonkurrere kamelkaravanerne på de vigtigste handelsruter.

Moderniseringen foregår dog ikke problemfrit. Traditionelle religiøse ledere og stammeledere gør flere steder oprør mod  pigeskoler, ægteskabsreformer og vedtagelsen af en konstitution, der i 1923 forsigtigt forsøger at adskille stat og religion.

Da den vestligt orienterede kong Amanullah efter en rundrejse i Europa i 1928 aktivt opfordrer kvinderne i byerne til at gå utilslørede, gør pashtunerne oprør, og Amanullah må flygte.

Vandbærerens søn

I forbindelse med oprøret lykkes det i 1929 for en regional tadjikisk leder at indtage Kabul og lade sig krone som kong Habibullah 2. For første gang i Afghanistans historie er en konge blevet væltet af et folkeligt oprør, og for første gang er det ikke en pashtun, der sidder på tronen i Kabul.

Den nye konge, der nedladende kaldes “vandbærerens søn”, er imidlertid analfabet og viser sig hurtigt at være inkompetent som leder. Ni måneder efter sin magtovertagelse væltes han, og Nadir Shah – en pashtunsk general – overtager tronen.

Pashtunisering

Op gennem 1930’erne begynder en “pashtunisering” af Afghanistan.

For at øge centralmagtens kontrol med de ikke-pashtunske områder i nord, tildeles pashtunske nomader jord i det nordlige og det nordvestlige Afghanistan. En “bosætningspolitik”, som også blev anvendt af Jern-amiren i slutningen af 1800-tallet.

Samtidig oprettes i Kabul et akademi for det pashtunske sprog, “pashtu”, der i konstitutionen fra 1931 gøres til nationalsprog sammen med persisk.

I forbindelse med Indiens deling i 1947 stiller Afghanistan krav om, at pashtunerne i det nyoprettede Pakistan ved en folkeafstemning får lov at afgøre deres nationale tilhørsforhold. Dette krav fører til modsætninger mellem Pakistan og Afghanistan, der stadig eksisterer den dag i dag.